New Yorks valg udstiller USA’s politiske krise
Trumps republikanere fik en ørefigen på amerikansk valgaften, men udfaldet understreger også Demokraternes galoperende identitetskrise.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
New York ses ofte som indbegrebet af USA og af den amerikanske drøm. Byens godt otte mio. indbyggere er intenst stolte af deres hjemstavn – og over 60 mio. turister ankommer årligt for også at få en bid af The Big Apple.
Men trods dens ubestridelige dynamik er USA’s største by i høj grad et billede på de politiske problemer, som et splittet og polariseret land står over for. Det blev igen demonstreret med eftertryk i forbindelse med tirsdagens borgmestervalg.
Posten som New York-borgmester tilbyder en synlighed, som ingen anden amerikansk bykonge kan matche.
Alligevel er positionen snarere en holdeplads for øretæver end startbanen for drømme om politisk storhed. Den siddende borgmester, Eric Adams, måtte efter korruptionsanklager opgive at deltage i Demokraternes primærvalg, mens hans forgænger Bill de Blasio endte sin periode i embedet i 2021 som nærmest universelt afskyet af både højre- og venstrefløj.
Byens to foregående borgmestre, Michael Bloomberg og Rudy Giuliani, gjorde i perioder en mere heldig figur, men begge måtte indkassere grimme maveplaskere i forsøget på at lancere sig som politiske figurer med national rækkevidde.
Vinderen af tirsdagens valg, den bare 34-årige Zohran Mamdani, der fik lige godt 50 pct. af stemmerne, er på forkant udskreget til rollen som politisk trendsetter for landets venstrefløj. Men mon jorden ikke snart kalder, når den politiske komet skal forsøge at føre overbudspolitik som gratis børnepasning og kommunalt drevne købmandsbutikker ud i livet?
At en mand, der beskriver sig som demokratisk socialist, kan vinde borgmesterembedet i byen, som med Wall Street rummer et af den globaliserede markedsøkonomis hjertekamre, siger noget om de vilde udsving, som amerikansk politiks kompasnål foretager i disse år. Mamdanis valgsejr handler dog mindre om en pludselig opstået marxistisk vækkelse blandt newyorkerne end om vrede mod Det Demokratiske Partis etablissement, der af mange og med rette opfattes som indspist og forstenet. Ingen figur passer bedre på den beskrivelse end Mamdanis stærkeste modkandidat ved tirsdagens valg, den tidligere guvernør i staten New York Andrew Cuomo, der kommer fra et politisk dynasti, som har ligget i ske med statens demokratiske partimaskine siden 1970’erne.
Trods svære trusler om at afskære storbyen fra føderale tilskud efter en Mamdani-sejr er det dog næppe udfaldet af New York-valget, der vil give anledning til de dybeste panderynker hos Donald Trump.
Væsentlig tættere på Det Hvide Hus, lige på den anden side af Potomac-floden, i staten Virginia vandt Demokraterne med den moderate Abigail Spanberger som kandidat guvernørposten med stor overvægt.
Mens New York (som Californien på Vestkysten) er noget for sig, så ligner Virginia i væsentlig højere grad USA som helhed. Her er såvel de rige forstæder til Washington som byer, hvor husstandsindkomsten er lav, og landdistrikter med mange konservative vælgere.
Spanbergers sejr viser Demokraterne en mulig vej til revanche gennem fokus på et positivt program, der sætter økonomiske spørgsmål i centrum og skruer ned for den skingre retorik.
Hvis Demokraterne skal gøre sig håb om at vinde Kongressen tilbage ved næste års midtvejsvalg og besejre Maga ved præsidentvalget i 2028, er det mere Spanbergers kompetente moderation end Mamdanis luftige løfter, partiet skal satse på.