Demokraterne bærer tungt ansvar for det dysfunktionelle USA
Den politiske krise i Washington synes uden ende. Det handler om Donald Trump, men det handler også om et Demokratisk Parti, der ikke kan formulere et troværdigt alternativ.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er nu mere end 14 dage siden, den amerikanske Kongres stoppede finansieringen af store dele af det amerikanske statsapparat, og ingen ved, hvor længe dette politiske udmattelsesslag i Washington vil vare. Sådanne nedlukninger – shutdowns – er historisk set et relativt nyt fænomen. Den første fandt sted i 1980 og varede blot en enkelt dag. Den hidtil seneste og længste var i Donald Trumps første embedsperiode i 2018-19, hvor det tog 35 dage at nå frem til en aftale om genåbning.
Hvor længe det kommer til at vare i denne omgang, kan man kun gisne om, men ingen af parterne er endnu blevet bløde i knæene. At denne konflikt rumler videre på tredje uge, uden at det tiltrækker sig den helt store opmærksomhed, viser, hvor normaliseret det er blevet, at amerikanernes føderale magtapparat i bedste fald er ineffektivt og i værste fald handlingslammet.
USA forbliver en supermagt økonomisk, militært og kulturelt, men det politiske system i Washington er år for år blevet mere polariseret og stadig dårligere til at levere resultater for den almindelige amerikaner.
Populisten Trump og hans Maga-bevægelse er i denne sammenhæng både et symptom og en medvirkende årsag til miseren, men en lige så væsentlig del af ansvaret må placeres hos landets andet store parti, Demokraterne.
Trump er trods sit evindelige praleri en særdeles upopulær præsident: 54 pct. af vælgerne misbilliger hans kurs, mens kun 43 pct. støtter den. Det skulle give Demokraterne vind i sejlene, men oppositionspartiet er tværtimod præget af rådvildhed og intern splid og har ikke formået at formulere et alternativ med appel til vælgerne. Faktisk er dets ledere endnu mere upopulære end Trump.
En måling i september viste, at blot 21 pct. af vælgerne har en positiv opfattelse af Demokraternes mest kendte skikkelse i Kongressen, senator Chuck Schumer, mens 50 pct. var negative. Selv blandt demokratiske vælgere var der her flere, som vendte tommelfingeren nedad end opad!
Den 74-årige Schumer, uddannet på Harvard og senator for New York siden 1999, er et udmærket billede på det moderne Demokratiske Parti: topstyret, elitært, fossileret. Hvis man kigger tilbage over de seneste fem årtier i amerikansk politik, er det i høj grad fra republikansk side, at fornyelsen er kommet. Fra Ronald Reagans konservative oprør i 1980’erne, over George W. Bushs ”medfølende konservatisme” i 00’erne til Donald Trumps populistiske massebevægelse de senere år.
Man kan være enig eller uenig i de synspunkter og metoder, partier har ført i marken undervejs, men man kan ikke nægte, at det har arbejdet sammenbidt på at forblive relevant.
Demokraterne synes derimod at have lullet sig i søvn i det politiske slæbespor som et talerør for etablissementet på øst- og vestkysten, der i stigende grad har ladet sig trække rundt ved næsen af woke modefænomener. Ved tre præsidentvalg i træk har partiet med Hillary Clinton, Joe Biden og Kamala Harris stillet med kandidater, håndplukket af partitoppen, men i varierende grad ude af trit med det amerikanske samfund. Der er brug for, at Demokraterne gør op med denne elitære og verdensfjerne kurs og formulerer en politik, der samler ved at tage udgangspunkt i de reelle problemer, som brede lag af den amerikanske befolkning står over for – f.eks. prisstigninger, sygesikring og adgang til uddannelser, som er til at betale.
Det haster. For hvis partiet taber midtvejsvalget i 2026 og præsidentvalget i 2028, vil America First-bevægelsen for alvor have bidt sig fast som den politiske kraft, der kommer til at definere USA i det 21. århundrede.