Sådan får du prisen næste år, Donald Trump
At Nobels fredspris blev tildelt Venezuelas modige oppositionsleder, er godt og rigtigt, selvom årets store historie var ham, der ikke vandt hæderen.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er de færreste på vores breddegrader, der kender ret meget til Maria Corina Machado, men med tildelingen af Nobels fredspris til den latinamerikanske demokratiforkæmper har komitéen i Oslo igen gjort det, den gør bedst. Prisen til kvinden, der principfast har kæmpet mod Nicolas Maduros diktatur, fortsætter Nobelpriskomiteens tradition med at belønne fremtrædende enkeltskikkelser, som har sat sig op mod tilsyneladende almægtige autokrater og ofte udvist stort personligt mod.
Dermed skriver årets pris sig ind i en tradition, der omfatter navne som den russiske dissident Andrej Sakharov (1975), den polske frihedshelt Lech Walesa (1983) og Sydafrikas leder Nelson Mandela (1993). I lighed med disse legendariske prismodtagere har Machado trods angreb og trusler ikke stukket halen mellem benene, men er forblevet i sit hjemland, der gennem årtier er blevet mishandlet af populistiske diktatorer.
Det er entydigt positivt, når priskomitéen hædrer enkeltskikkelsers kamp for frihed og fred, og når den også lejlighedsvis belønner organisationer, som kollektivt søger at fremme en sådan dagsorden. Prisen sidste år til japanske Nihon Hidankyo, der organiserer overlevende fra atomangrebene i 1945, og til den russiske menneskeretsorganisation Memorial i 2022 er nylige eksempler.
Mere problematisk har det været, når man i Oslo fra tid til anden er faldet for fristelsen til at hægte sig på flygtige politiske dagsordener. Der er f.eks. uddelt flere priser for strandede fredsinitiativer i Mellemøsten, ligesom tildelingen i 1973 af en pris til amerikanske og vietnamesiske forhandlere i forbindelse med en våbenhvile i Vietnam fortsat er kontroversiel mere end 50 år senere. Mange vil nok mene, at præsident Barack Obama ligeledes fik udstedt noget af en fribillet, da han i 2009 modtog prisen efter mindre end et år i Det Hvide Hus.
Netop det amerikanske præsidentembede har spillet en usædvanlig rolle i dagene op til fredagens prisuddeling, hvor Donald Trump og hans bagland har kørt en højlydt kampagne for at bringe sig i betragtning.
Komitéen gjorde absolut ret i at ignorere Trump i denne ombæring, men USA’s 47. præsident vil over de kommende 12 måneder have rig lejlighed til at bringe sig helt frem i kandidatfeltet ved at følge op på initiativer, der allerede er sat i søen – og ved at undlade at følge op på andre.
- Gennembruddet i Gaza-konflikten har fyldt meget de seneste dage. Skulle det lykkes at fastholde en våbenhvile og tage skridt mod en mere varig løsning i området, vil det være en bemærkelsesværdig bedrift.
- I Kaukasus spillede Trump-administrationen en positiv rolle i forbindelse med bilæggelsen af konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan efter årtiers fjendskab. Hvis aftalen fører til holdbar afspænding i denne notorisk sprængfarlige region, vil det styrke præsidentens kandidatur.
- Der er til gengæld langt til fred i Ukraine, men hvis Trump virkelig lægger sig i selen og øger presset på Rusland, er det ikke utænkeligt, at Moskva kan bringes til forhandlingsbordet i løbet af 2026.
- Blandt de ting, Trump til gengæld gør klogt i at glemme, hvis prisen skal blive hans, er territoriale krav a la en anneksion af Canada eller Grønland og en indenrigspolitisk linje, der kan true de demokratiske frihedsrettigheder i USA.
Her kan han måske finde inspiration i Nobel-komitéens begrundelse for at give Maria Corina Machado årets pris: Det »som er kernen i demokratiet, er vores fælles vilje til at forsvare folkestyrets principper, selv når vi er uenige. I en tid, hvor demokratiet er truet, er det vigtigere end nogensinde at forsvare denne fælles forståelse«.