Bamse er »tivertifald« ikke længere den mest voksne i DR-Byen
Når skatteyderne må betale for direktørens krykketure i taxa, heste på langdistancefly og en kultur, hvor Bamse virker mest voksen – så er DR’s problem større end enkeltsagerne.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Naturligvis skal danskerne ikke betale gildet for en nu tidligere nyhedsdirektørs trang til taxa, de få kilometer mellem DR og hendes bopæl, uanset om akillessenen var sprængt, og benet var i gips. De 16.000 kr. er et relativt lille beløb, DR’s milliardbudget taget i betragtning. Men at det overhovedet kan ske, dækker over, hvad man må opfatte som en usund, indgroet institutionel selvforståelse. Går den, så går den, også på krykker.
Sandy French er fortid i DR. Den private andel af en i øvrigt vild taxamani betales tilbage. Dermed er Bjarne Corydons oprydning kun lige begyndt – og den nye generaldirektør synes allerede smerteligt klar over, hvor meget der venter. For der er noget grundlæggende galt, når en medarbejder kan svinge taxakortet med samme grad af lemfældighed, som prægede dokumentaren ”Grønlands hvide guld”.
Lige så foruroligende er det, at endda selvprofilerede journalister og deres chefer ikke kunne se de åbenlyse habilitetsproblemer i at underskrive en erklæring om Gaza. Hvorfor var der ingen, der reagerede? Fordi det er gået så mange gange før i det statsradiofoniske parallelunivers.
En anden, tidligere nyhedsdirektør foretrak at flyve mellem hjemmet og DR. Skatteyderne måtte også betale, da en hest, ejet af hustruen til en tv-vært, blev sendt på flyveren mod Washington. Nuvel, det er gamle sager, men at de står så klart i erindringen, vidner om, at institutionen aldrig rigtig har fået taget et nødvendigt, troværdigt og effektivt opgør med at svæve på sin helt egen frekvens.
Man har haft det indtryk, at Bamse var den mest voksne i DR-byen. Ham, der burde sige: »Den går tivertifald ikke.« Corydon, der ikke er kendt for at være en kylling, er da også begyndt at muge ud. Der heppes. Som finansminister blev han blandt sine egne aldrig populær ved at gøre det nødvendige. I DR kan han heller ikke navigere efter medarbejdertilfredshed alene. Kompasset må pejles mod mere troværdighed, mindre arrogance.
Kursen er en ny strategi, som Corydon skal præsentere til nytår. Det bliver så uden hjælp fra Boston Consulting Group. Den skal erstatte »Sammen om det vigtige«, der må have forvirret brugerne. Nok minder Otto og Amalie fra ”Gift ved første blik” enhver om, at man ikke er lavet af træ. Det er noget så »sårbart«, men er det også vigtigt? Næppe.
Sideløbende med den interne parterapi må Corydon håndtere konsekvenserne af, at DR som mastodont også er en magnet for opmærksomhed. Om alt fra afstemningsstrategier ved Eurovision til Jonatan Spang-sagen for kun at nævne lidt, der ikke bare er tæt på sandheden. Det største problem er dog ikke enkeltsagerne, men mere grundlæggende og ukonkret: selvforståelsen. Den forsvinder ikke af strategi og sleskhed, men af en generaldirektør, der evner (og tør) at se sin organisation udefra.
DR kan i momenter være fremragende og bør spille en rolle for at imødegå fragmentering og polarisering. Flere trækker sig fra den offentlige debat. Halve sandheder bliver til helstøbte, men letkøbte holdninger. Frie publicistiske medier er et helt nødvendigt modsvar til den udvikling, der er en større trussel mod demokratiet, end hvad vi tør tænke.
Men DR bliver aldrig en gave. Det er en vare, som danskerne betaler dyrt for. Indholdet, kvaliteten, ydmygheden og troværdigheden må i langt højere grad stå mål med prisen. I hvert fald når den skal være så høj.