Kaotisk fætter til forhadt regel er sluppet løs. Det bliver dyrt og bøvlet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

At drive virksomhed i Danmark kan være en grotesk affære, der onsdag når nye højder. Spørg blot Marco Andreis, en vinimportør med nedslidt lommeregner og tålmodighed.

For onsdag rammer en ny virkelighed det regelbebyrdede erhvervsliv og potentielt de i forvejen så prisbelastede forbrugere. ”Udvidet producentansvar for emballage” er dikteret af EU, lyder pænt, men rimer dårligt på de omkostningsfri illusioner om færre byrder og billigere hverdag.

Der er ikke noget at sige til vinhandlerens hovedbrud. Hvis vinen sælges i hele kasser i supermarkedet, er afgiften anderledes, end hvis en medarbejder har stillet de enkelte flasker på hylden. Det er heller ikke lige meget, hvilken lim der får etiketten til at klæbe på flasken, hvilken trykfarve der er brugt, eller hvordan flasken er proppet. Sådan kan enhver branche i dansk erhvervsliv bidrage til billedet af galskaben.

Med den ene hånd blev kaffe- og chokoladeafgiften afskaffet. Ikke mindst til glæde for erhvervslivet, der i over 100 år har levet med tåbeligt komplicerede regler. Bageren skulle regne forskellige afgifter ud, alt efter om han smurte hvid eller brun glasur på sneglen, og kunne helt undgå afgift, hvis han dryssede en undseelig mængde kakao i den hvide glasur. Med den anden hånd indføres nu et spritnyt, udvidet producentansvar for emballage. Godt nok importeret fra Bruxelles, men som i sin absurde opbygning ligner genopførelsen af en bureaukratisk tragedie.

I teorien er det fornuftigt, at virksomhederne skal betale, hvad det koster kommunerne at håndtere emballagen, når det bliver til affald: Større ansvar burde være lig med større motivation for at nedbringe affaldsmængden. Så langt, så godt. Desværre og selvfølgelig er det ikke endt sådan i praksis. Omkring 45.000 virksomheder skal fra i dag udregne, registrere og håndtere en ny administrativ byrde. For nogle virksomheder vil det slet ikke kunne betale sig at søge refusion hos producenten. Én dobbelthammer, men der kommer en mere.

På målstregen fik miljøminister Magnus Heunicke listet et par tynde kæder om bureaukratimonsteret: Regningen bliver »kun« 1,2 mia. kr., og kommunerne skal regne efter samme målestok. Det er plaster på et åbent benbrud. For grundlæggende er det stadig arbejdstidsregistreringens onde fætter, der nu er sluppet løs.

Når det fremover er virksomhederne, der skal betale for at komme af med affaldet, bliver det vel billigere for forbrugerne, der hidtil har betalt til kommunerne? Og statsministeren har jo lovet »mere albuerum« i danskernes økonomi. Troels Lund Poulsen har sagt, at regeringen »vil gøre det billigere at være dansker«. Det hjælper producentansvaret ikke på. I hvert fald ikke i år. Mens det udvidede producentansvar er trukket i langdrag, har kommunerne allerede sendt regningerne baseret på den gamle ordning til forbrugerne. Endnu en hammer, der slår to gange.

Konsulenter har travlt med at hjælpe virksomhederne i junglen af regler. Men ingen slipper gennem uden skrammer: Tabt tid er spildte penge. Lige netop hvad dansk og europæisk erhvervsliv ikke har brug for. Hvad mener politikerne egentlig, når de igen og igen taler om at nedbringe de administrative byrder samt løfte konkurrenceevnen og handelskraften i et stærkt procesorienteret EU? Europa-Kommissionens »konkurrenceevnekompas« blev lanceret i januar. Kursen må være mere lovgiveransvar frem for producentansvar.