Lad denne dag være en alvorlig påmindelse

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hør Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør begrunde, hvorfor avisen ikke trykker Muhammed-tegningerne i dag:

Da Jyllands-Posten udkom den 30. september for præcis 20 år siden, var der ingen, som havde forudset, hvilken danmarkshistorisk krise det skulle ende med.

At bidrage til samfundsdebatten er et af avisens højeste formål. Og her var en debat, som åbenlyst var vigtig, hvilket historien senere understregede.

Men at 12 små satiretegninger skulle føre til protester så store, at det kunne mærkes på bundlinjen hos danske eksportvirksomheder og krævede omfattende politisk håndtering fra den danske regerings side, havde ingen forudset, da avisen gik i trykken dengang.

Det er da heller ikke Jyllands-Postens ansvar, hvad der efterfølgende skete. Skylden bærer de fanatikere, som i månederne efter opildnede til ballade, bål og brand. Ekstremister og terrorister uden særlig stor forstand på konteksten fik Danmark, Jyllands-Posten og de 12 tegnere på radaren.

Helt ude af proportioner.

Som Muhammed klogt udtaler i en af tegningerne, lavet af Franz Füchsel: »Rolig venner, når alt kommer til alt, er det jo bare en tegning lavet af en vantro sønderjyde.«

Ville Jyllands-Posten så trykke dem igen, hvis vi kunne spole tiden tilbage? Selvfølgelig.

Det var Jyllands-Postens pligt at udfordre den frygt og selvcensur, som allerede dengang havde tag i den danske kulturdebat, og som siden har fået et endnu fastere greb.

Tegningerne blev bragt, og det fortryder vi ikke. Tværtimod. Sjældent har et indspark i debatten vel bevist sin egen pointe med så stor eftertrykkelighed.

Siden Jyllands-Postens fandenivoldske aktivisme er selvcensuren i samfundet desværre kun blevet værre. Det er dagen i dag et eksempel på. Her glimrer tegningerne ved fraværet i danske medier.

Men lad så de manglende tegninger tjene tegnernes ære. Det er netop, fordi de er vigtige, at vi ikke bringer dem.

Ingen havde forudset den store sikkerhedsrisiko, projektet skulle komme til at udgøre for tegnerne og avisens medarbejdere i sin tid. I dag trykker vi ikke tegningerne af den ene grund: sikkerheden.

Det er udfaldet af en simpel afvejning. På den ene side ønsket om at vise virkeligheden så retvisende som muligt. Her havde Muhammed-tegningerne selvsagt bidraget til folkeoplysningen i dagens anledning.

På den anden side står hensynet til vores medarbejderes sikkerhed og tryghed.

Ifølge efterretningstjenesterne er trusselsniveauet mod Jyllands-Posten fortsat alvorligt. Ekstremisternes hukommelse er lang, og voldsparatheden let antændelig.

Historien har desværre budt på flere eksempler med konkrete terrorplaner mod Jyllands-Posten. Det ved vores medarbejdere og deres familiemedlemmer godt. De er gået på arbejde med den risiko i nu 20 år.

Er det så de medarbejdernes liv og sikkerhed værd at genoptrykke tegningerne af principielle årsager? Med stor risiko for at øge truslen yderligere.

Nej. Absolut ikke.

Det er en trist erkendelse i publicistisk øjemed, men samtidig en let beslutning, når man sidder med ansvaret for at træffe den.

20-året for tegningerne markerer ikke et knæfald for voldsmændene, men en højtideliggørelse af ytringsfriheden som værdi i et verdsligt demokrati.

Når vi ser ud i verden i dag, har techgiganter, plattenslagere og fjender fået en megafon i den offentlige samtale. Fornuftens demokratiske stemmer er ved at blive overdøvet af reklamer, falske nyheder og had. I et demokrati baseret på samtale kan det være undergravende.

Lad denne dag være en alvorlig påmindelse om ikke at tage demokrati, frie ord og fornuft for givet.