Danmarks største humørpille er svær at sluge

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Skræddersyet medicin er dyrt. Men at en fortrydelsespille skal koste en halv milliard kroner, er svært at forstå. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har måttet betale dyrt for de praktiserende lægers manglende accept af, at også de er selvstændige erhvervsdrivende på et marked, der forandrer sig. Pengene skal sikre, at lægerne ikke lider økonomiske tab.

Mange oplever, at den praktiserende læge er langt væk, umulig at komme i kontakt med, svær at få et svar fra. Det ændrede sig mærkbart med regeringens udspil til en markant reform af sundhedsområdet – man kalder den for den største i 20 år. Nu hørte man pludselig voldsomt meget fra lægerne i almen praksis. Om deres økonomi og frihedsgrader.

Med reformudspillet krævede det offentlige mere bestemmelse over, hvor og hvornår der skal være en praktiserende læge til rådighed. Idéen om en »7-Eleven-læge« lyder smart. Flere gange har man hørt, at lægevagten løser banale opgaver, der lige så godt kunne være klaret inden for egen læges normale åbningstid. Noget tyder på, at mange danskere i strakssamfundet lider af en sygelig utålmodighed med nemhedskløe som det stærkeste symptom. Mere fleksibilitet er ønskeligt, ikke kun for dem, der kan betale for det. Men striden om åbningstider har fyldt uforholdsmæssigt meget i debatten om sundhedsreformen, og nu blødgøres kravene.

Det vigtigste er, at der faktisk findes en læge. Mens nogen tror, at graden af sundhed er lig med antallet af lægebesøg, kan andre ikke få fat i en læge, når man virkelig har behov. Mange gange er det geografisk bestemt.

Det er en urimelig ulighed i sundhed med store konsekvenser, særligt for f.eks. ældre med flere samtidige kroniske sygdomme. Her spiller en fast læge i almen praksis en stor rolle for tillid og koordinering.

Det er da også reformens store grundtanke, at borgerne, uanset hvor de bor, skal have mulighed for at komme til læge. Over det næste årti skal 40 pct. flere læger ud i almen praksis. Målet er mindst 5.000 praktiserende læger, og de skal spredes til der, hvor behovet er størst.

Noget egentlig håndslag kan man ikke tale om, og såvel ministeren som PLO’s formand, Jørgen Skadborg, gør vældig meget ud af at tale om »fælles forståelse« og »fælles ejerskab« frem for en »aftale«. Den skal senere forhandles på plads med regionerne. For PLO venter der en besværlig opgave med at overbevise medlemmerne om, at plasteret med flere penge og mere slørede krav rækker.

Selv med det nye forståelsespapir virker det til, at lægernes modstand mod forandring er kronisk i samme grad som selvforståelsen. Det kan til dels skyldes, at PLO alene skal forhandle de økonomiske rammer og vilkårene.

I fremtiden er det Sundhedsstyrelsen, der med hjælp fra Dansk Selskab for Almen Medicin vil definere, hvilken opgave lægerne så skal løse for pengene. Det opgør giver den aktuelle »fælles forståelse« intet svar på.

Andre selvstændige må forholde sig til balancen mellem udbud og efterspørgsel. Med aftalen er der taget store hensyn til rammerne for de praktiserende læger. Indholdet i arbejdet vil ændre sig, og det kan godt være, at lægehusene ser helt anderledes ud i fremtiden. Men hellere udvikling end afvikling.

Uanset hvor meget de praktiserende lægers opråb lyder som de privilegeredes forsvar af rettigheder fra en anden tid, har protesterne virket. Løhde har udskrevet en dyr, beroligende pille til en faggruppe med udsigt til fast arbejde. Gid det (denne gang) må gavne. Også de syge.