En shaman, siger du? Er du helt væk?
Mon ikke det danske kongepar inderst inde ser på det, der sker hos familien i Norge, og tænker: Godt, det ikke er os?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ja, et kongehus er en underlig anakronisme. I en vild og konstant foranderlig tid skal det ikke støve meget, før begrebet synes lige til at køre på museum. De arme stakler er sat til at forvalte en næsten håbløs opgave: I må ikke være for mærkeligt højrøvede, men heller ikke for almindelige.
Det er lidet misundelsesværdigt at have undersåtternes evigt bedømmende øjne på sig som brændglas.
Men det danske kongehus må være tæt på at kunne vinde fiduspræmien som det mest velfungerende kongehus. Kongeparrets sommertogt har været kemisk renset for mislyde – og selv garvede kommunikationsfolk forelskede sig spontant i dronning Mary, da hun leverede den uforlignelige oneliner som svar på, hvad hun syntes om den T-shirt, prinsesse Isabella ventilerede til Smukfest. Den med påskriften ”Bollede ham i går”:
»Jeg har lyst til at sige: ”Er du helt væk?”« lød svaret fra mor. Med reference til dengang, samme prinsesse teenagesnerrede ad sin mor til en fotosession på Fredensborg. Åh, så almindelig, og dog så elegant.
Ligesom kongeparret nu i årevis har ramt tidsånden klokkerent med Royal Run-arrangementerne – og senest med en diskret, men umisforståelig justering af nytårskurene. Bevares, der bliver ikke adgang for hvem som helst, men der signaleres klart, at automatiseret sildesalat på en gallauniform ikke længere er eneste adgangstegn. Verdens mest diskrete revolution.
Helt anderledes ser det ud i Norge. Som om balladen om kronprinsessens voldsparate, ikkekongelige søn ikke var nok – og jo, det var det for en del nordmænd – så har kronprinsens alternative søster, Märtha Louise, nu for alvor fået nordmændene i affekt. I den forgangne uge havde Netflix premiere på det, der vel bedst kan betegnes som en absurd cocktail af alt det værste fra realityverdenen: Historien om hendes mildt sagt kulørte bryllup med den flamboyante shaman Durek i Geiranger sidste år.
”Rebel Royals”, som dokumentaren hedder, hensætter seerne i hovedrystende måben. Den usynlige kontrakt mellem kongelige og befolkning udfordres af den letmundede gom, der fremstår som en flagrende karikatur på en udspekuleret realitystjerne, og bruden, der som en anden prins Harry nægter at indordne sig under de betingelser, hendes position tilsiger hende.
Som man har kunnet opleve det i tv-serien om det britiske kongehus, ”The Crown”, er institutionen stærkere end personen. Om man kan lide det eller ej. Man må indordne sig – og forandre indefra. I stedet for at gå i udbrud og risikere at smadre det fundament, man står på.
For det er ikke kun den kongelige families fundament. Det er også en del af den pågældende nations kulturarv, man håndterer.
Vores nuværende konge har i flere tilfælde – ikke mindst i sine unge år, hvor rollen som royal trykkede og klemte – bragt sig selv i situationer, hvor det kunne være gået rivegalt. Selv umiddelbart inden, han overtog tronen, sendte en historie om en tur til Madrid truende skyer over kongehusets fremtid. Den blev lagt død, Frederik blev konge – og har siden vist, at han var klar til at tage rollen på sig, sublimt assisteret af dronningen.
Kongehuset er – med nogen rette – blevet bebrejdet, at vi endnu har det store, dybdegående portrætinterview med kongen til gode. I stedet har kongehuset professionelt ladet danskerne få et indblik i kongeparrets arbejde og hverdag gennem sociale medieplatforme. Og man kan ikke fortænke nogen i det danske kongehus, hvis de priser sig lykkelige for ikke at være i Norge.