Kleptokrater truer demokratiet – og ikke kun i USA

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

At økonomiske interesser og politisk magt kører en form for parløb, er ikke noget nyt fænomen, men i disse år oplever vi en skærpelse af tendensen i en grad, så det risikerer at rokke ved selve grundlaget for vores demokrati.

Som i så mange andre sammenhænge er denne udvikling nemmest at få øje på i USA. Her har man i præsident Donald Trump – en forretningsmand med vidtstrakte interesser og appetit på meget mere – valgt en omvandrende interessekonflikt til verdens måske mest magtfulde embede. Denne uge kunne amerikanske medier berette om opsigtsvækkende aftaler mellem den herskende familie i petrostaten De Forenede Arabiske Emirater og økonomiske interesser i Trumps allernærmeste kreds. Den ene fik adgang til værdifulde computerchip, den anden modtog et milliardstort indskud i en nystartet virksomhed, der promoverer kryptovaluta.

Også i forhold til USA’s forsøg på at overtage Grønland og i administrationens svært forståelige tete-a-tete med Kreml skimter man meget konkrete kommercielle interesser bag den førte politik.

I USA er politik per definition big business, og begge landets store partier bærer et ansvar for, at udviklingen de seneste årtier er kørt af sporet. Det var en afgørelse fra den amerikanske højesteret i en sag kendt som Citizens United, der i 2010 – altså længe før Trump trådte ind i aktiv politik – åbnede for en syndflod af penge fra kommercielle donorer til kandidater på alle niveauer.

Med Trump som præsident har skruen fået endnu et vrid. Tech-oligarker som Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg har stillet sig bag præsidenten i forventningen om adgang til lukrative aftaler. Udviklingen kan minde om fænomenet kleptokrati, en kobling af politisk magt med rovgriske erhvervsinteresser klar til at købe sig indflydelse for klingende mønt.

Den type pengemagt kan f.eks. antræffes i Rusland og i en stribe hel- og halvautoritære regimer i det globale syd. De bør bestemt ikke være eksempler til efterfølgelse for den demokratiske verden. Men i Europa er vi heller ikke immune over for udviklingen. Listen over korruptionsskandaler på højeste niveau i Frankrig og en række sydeuropæiske lande er lang som et ondt år. I Central- og Sydøsteuropa ligger EU-medlemmer som Polen, Bulgarien, Rumænien og Kroatien langt nede på ngo’en Transparency Internationals liste over samfund udfordret af korruption.

På den anden side af Nordsøen blev britisk politik tidligere på måneden rystet af en skandale, der tvang det regerende Labour-partis nr. to, Angela Rayner, til at træde tilbage. Det drejede sig her om fifleri med ejendomsbeskatningen – ikke ligefrem nogen milliardaffære, men alligevel dybt skadeligt for tiltroen til regeringen og – hvad værre er – det demokratiske system i almindelighed. Hvis demokratiske politikere ikke kan finde ud af at holde sig på dydens smalle sti, vil det gavne populister, som har et skarpt øje for de vestlige samfunds fejl og mangler, men sjældent er leveringsdygtige i konstruktive løsninger.

Skulle man lide under den illusion, at populisme af f.eks. nationalkonservativ aftapning er vejen frem, behøver man bare at kigge til Ungarn, der under Viktor Orbans ledelse er blevet et af kontinentets mest korrupte og økonomisk dysfunktionelle samfund.

Opskriften på en effektiv kamp mod den usunde sammenblanding af økonomiske interesser og politisk magt er velkendt, men kan ikke gentages for ofte: åbenhed om bidrag til politiske partier og kandidater, en fri og kritisk presse og en debat om emnet uden politisk dikterede begrænsninger.