Fortsæt til indhold
Leder

Tør du nærlæse dit barns skoleskema?

Folkeskolen blev skabt som en demokratisk grundsten, ikke et aktivistisk laboratorium. Sådan bør det blive igen.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når gymnasiets seksualundervisning udgøres af et brætspil med spilleregler udviklet af en forening med tætte bånd til mormonkirken, er det ikke kun bizart. Det er alarmerende.

Med Pernille Rosenkrantz-Theil som undervisningsminister fik foreningen Mediesundhed for Børn og Unge 287.280 kr. i statslig støtte til at udvikle spillet ”Sexsnak”, der skulle sætte fut i den obligatoriske seksualundervisning i gymnasiet.

Seriøst materiale har seriøse læringsmål, og under temaet ”Krop, køn og medier” lyder et af målene: »At eleverne kan anvende kritisk tænkning til at vurdere mediebudskabers påvirkning på individuelle og kollektive opfattelser af intime forhold og dennes samfundsindflydelse.«

Er det for meget forlangt, at kritisk tænkning også indfinder sig i Undervisningsministeriet og hos andre, der er med til at definere mål og midler for undervisning af landets børn og unge?

Faglighedens deroute har flere spor. Senest avisens afsløring af, at Mediesundhed for Børn og Unge har tætte bånd til mormonkirken.

Den kristenkonservative bevægelse udskammer bl.a. onani, finder homoseksualitet syndigt og mener, at sex er noget, man venter med at dyrke, til man er blevet gift.

I det hele taget hviler foreningen på et mærkværdigt underlag af tvivlsom faglighed. På organisationens hjemmeside henvises der til kontroversielt materiale, og formand Heidi Als Ringheim roder rundt i titler og kompetencer hos en såkaldt ekspert.

137 danske folkeskoler har haft abonnement på den kontroversielle skoleavis The School Times, hvis indhold flere eksperter har sidestillet med russisk propaganda.

I avisen har en gymnasielærer fortalt, hvordan han oplevede, at et foredrag med Cybernauterne udviklede sig til politisk propaganda. Vel at mærke – og meget belejligt – uden tid til opfølgende spørgsmål.

Skolebørn i København og Aarhus er blevet overladt til Normstormernes kønsaktivistiske undervisning – eller snarere indoktrinering i emner som køn, identitet og et oprør mod normalitetsbegrebet.

Det var i øvrigt også i Pernille Rosenkrantz-Theils tid som undervisningsminister.

Emnet var »for vigtigt til at overlade til forældrene«, sagde den socialdemokratiske politiske ordfører på Københavns Rådhus.

Den udtalelse afslørede en formynderisk wokeisme, at den stadig må få enhver forælder til at gyse.

Der kan være gode grunde til, at organisationer og tredjepartsmateriale hives ind i undervisningslokalerne, og ethvert lødigt initiativ, der kan sprede ny luft i klasserne, er velkomne.

Men når det sker så ukritisk, kan det kun forstås som en nedslående tendens til, at end ikke de ansvarlige længere tager samfundsansvaret og fagligheden alvorligt. Folkeskolen blev skabt som en demokratisk grundsten, ikke et aktivistisk laboratorium.

Hvad der fyldes i skoleskemaet, er for vigtigt til at overlade til en ukritisk vurdering af, hvad der falder inden for kravene, uden at skele til det, der falder uden for enhver sund fornuft og idealer om, hvad vores uddannelsesinstitutioner bør være.

Danske skoler skal ikke være et eksperimentarium for ideologiske projekter med tyk ideologi og tynd faglighed. Den skal være et bolværk for viden, kritisk tænkning og sund fornuft.

Den slags bliver der desværre mindre af. Derfor er opgaven så vigtig.