Værdikampen udspilles nu på hjemmebanen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Et åndedrag. To ord i en længere sætning er den detalje, som viser, hvad EU-Kommissionens formand er oppe mod. Under sin årlige State of the Union-tale i Europa-Parlamentet appellerede Ursula von der Leyen til sammenhold.

Mellem de 27 lande, som er medlemmer af EU.

Mellem EU’s egne institutioner, det vil sige hendes egen kommission, ministerrådet og parlamentet. Og så kom det:

Sammenhold mellem de proeuropæiske demokratiske kræfter i dette parlament.

Von der Leyen kom ikke nærmere ind på, hvem af Europa-Parlamentets 720 medlemmer som falder ind under kategorien proeuropæiske og demokratiske, og hvem der ikke gør.

Men sondringen fortæller en del om, hvilke udfordringer Europa står med.

Det blev understreget hen mod talens slutning, da von der Leyen talte om, at der er »akut brug for det europæiske demokratiskjold« og at handle på truslen mod den frie presse. EU vil derfor oprette både »et nyt europæisk center for demokratisk modstandsdygtighed« og »lancere et nyt program for mediernes modstandsdygtighed«.

Værdikampen foregår på nyt terræn. Mens slagmarken tidligere lå i fjerne egne, hvor der blev kæmpet for at udbrede demokrati, står kampen nu på egen banehalvdel, hvor der slås for at bevare det, som er eller var.

At Socialdemokratiet netop har udnævnt en »demokratiordfører med fokus på åndelig oprustning« understreger dette.

Alene sondringen mellem demokratiske og ikke-demokratiske medlemmer af et europæisk folkevalgt parlament burde i sig selv lyde absurd. Spørgsmålet er, om formuleringen tjener det formål, som von der Leyen gerne vil opnå: at samle Europa.

Europa er under pres, og det er ikke mange år siden, at EU brugte store summer på at genopfinde fortællingen om Europa. Det skete, uden at dem, som udfordrede EU, blev taget med, og selv om projektet hverken fik den store opmærksomhed eller gennemslagskraft, bidrog også det til, at kløfterne kun blev dybere.

I hvert fald kan man konstatere, at de højrenationale kritikere, som dengang blev holdt ude, siden er vokset sig større og samler opbakning på politiske programmer, som har modstand mod EU og migration som kernepunkter.

Politiske ledere i både Tyskland og Frankrig kæmper både for at holde sammen på deres eget regeringsgrundlag og mod et stigende pres og popularitet fra partier, som også har det til fælles, at man ikke kan vide sig sikker på samme tilslutning til kampen mod Putin. Flere af dem har plejet tætte forbindelser til Putins parti. I den forstand har Ursula von der Leyen ret i, at der skal værnes om det, der er.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at der nu fra amerikansk side heppes gevaldigt på de europæiske partier, som vil en anden vej. For syv måneder siden indtog USA’s vicepræsident, J.D. Vance, scenen på sikkerhedskonferencen i München med et klart budskab: »Hvis I er bange for jeres egne vælgere, så kan USA ikke gøre noget for jer.«

Vance anklagede europæerne for under dække af misinformation eller fake news at ville lukke munden på de mennesker, som siddende politikere ikke er enige med.

I ”den gamle værdikamp” spillede USA og Europa sammen på udebanen for demokrati. Den nye foregår på forskellige baner. Det viste Vance med sin tale i München, og det understregede Ursula von der Leyen i sin tale til Europa-Parlamentet.