Ville du tale med din mand i al evighed?
Kunstig intelligens sætter mennesket på prøve. Ville vi tale med vores partner længe efter, at vedkommende var død? Eller ville vi anerkende, at vi ikke har magten over liv eller død?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
I dag for ti år siden døde min far. Pludseligt. Og ikke mindst i den første tid derefter tog jeg ofte mig selv i at ville ringe til ham for at fortælle et eller andet fra hverdagen. Flere gange blev de første cifre tastet ind på telefonen, inden .. nå ja.
På TV2 kan man lige nu se dokumentaren ”Du forsvinder aldrig”, hvor seerne blandt andre møder Katrine og Stephan. Med udsigten til at miste Stephan beslutter han og konen at skabe en digital version af ham, så han i princippet lever videre efter sin død. I princippet, altså.
For det er ikke spor kynisk at kortslutte fortællingen med det uomgængelige facit: Når Stephan er død, er han død. Det er hans vilkår - ligesom alle vi andres. Døden kommer sjældent belejligt, og den efterlader oftest familie og venner med et tomhul, som man bare ikke kan fylde ud.
Derfor er chatbot-udgaven af Stephan familiens mulighed for at undgå at falde i det sorte hul af savn. Familiens to mindreårige børn kan stadig få deres dosis af far og fortsætte som om det værste ikke var hændt. Eller: Næsten.
For det er jo en illusion. For ligegyldigt hvor grundigt der bliver taget mål og bestik af Stephan, så er det kun en kunstig udgave af ham, der er tilbage. Eksperter i sorg er da også splittede om, hvordan fantastisk en idé det er, AI-teknologien har skænket menneskeheden her. For ja, man bevarer - selv om det er en illusion - en forbindelse til en nær afdød. Omvendt kommer man også let til at massere sorgen og lade den vare ved længere, end hvis Stephans liv sluttede, da det sluttede rigtigt.
Det sætter en insisterende finger på, hvor let vi lader os lokke af nye teknologiske muligheder. For hvem ville ikke gerne beholde sine kære for altid? Hvem ville ikke gerne skånes for sorgen? Først derefter kommer tvivlen snigende.
For hvad er det, der lever videre? Har vi overgivet noget levende og elsket til teknologi? Er det en familieudgave af en cyborg, vi har fremstillet? Og hvad sker der, når familiens hverdag går videre?
Følger chatbot-udgaven af den afdøde så med eller bliver stående ved nulpunktet - eller udvikler sig i sin helt egen retning, så den - ja, man kan vel godt tillade sig at kalde chatbot-versionen af den afdøde for den?
Ligesom den ophedede diskussion for og imod aktiv dødshjælp viser dokumentaren en anden side af en tankegang, der er blevet mere fremherskende - i det hele taget og derfor også, når det gælder ultimative, personlige valg.
Vi vil så gerne have den endelige magt over vores eget liv, at vi vil have lov til at afslutte det, hvis det ”ikke længere giver mening” - og i den anden ende af skalaen vil nogle gerne have lov til at beholde deres kære for evigt - selv om det er i form af kunstig intelligens.
Det er forståeligt, at digitaliseringsminiser Caroline Stage måbede, da hun så TV2-dokumentaren - og efterfølgende erklærede, at det krævede vist en rigtig grundig debat. Ja, det tør siges.
Det er så forbandet nemt at falde i gryden med løsninger, der får os uden om det svære og det ubehagelige. Men sandheden er nok bare, at der ikke i virkeligheden findes genveje til evig lykke.
Det er på samme tid svært og enkelt. Ville jeg gerne have haft muligheden for stadig at kunne tale med min far i ny og næ? Ville jeg kunne abstrahere fra, at det ikke var min far, hvis ellers manden på skærmen lignede og lød som min far? Det håber jeg.
Dokumentaren understreger ultimativt, hvor vigtigt det er, at vi ikke overgiver os hovedløst til teknologisk lokkemad.