Ja, Trump er et problem. Men lad os lige feje for egen dør først
Trump er en udfordring for den globale økonomi, men roden til Europas problemer med svagt lederskab, lavvækst og usikre udsigter ligger på denne side af Atlanten.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvirvelvinden Donald Trump har ikke kun ændret verdenspolitikken, men også udløst stormvarsel for den globale økonomi. Senest har hans angreb på den amerikanske centralbanks uafhængighed vakt opsigt og bekymring – ligesom den stadig uafsluttede saga om toldmure har udløst mange dystre forudsigelser om tilbageslag for den internationale handel.
Der er god grund til at frygte de konsekvenser, Trumps nationalegoistiske zigzagkurs kan have for den globale økonomi og for relationerne inden for den vestlige blok, men det er ikke ham, som er årsagen til Europas aktuelle udfordringer med at skabe vækst og velstand.
Et hurtigt kig på tallene illustrerer dybden af det europæiske problem. Mens Trump hoppede rundt som en gummibold og udslyngede trusler om handelssanktioner til højre og venstre, voksede den amerikanske økonomi i andet kvartal (fra april til juni) med 3,3 pct. på årsbasis. I det stille og velordnede Europa, hvor beslutningstagerne har anderledes gode manerer, lå væksten på 0,2 pct. i samme kvartal.
Vi lever i en verden, hvor den globale konkurrence vokser, og protektionisme igen er kommet på mode. Her er Europa med sine relativt åbne markeder, knappe ressourcer og aldrende industrier væsentlig mere udsat end vores strategiske hovedkonkurrenter i USA og Kina.
Når Europa må se til, mens Trump hovedløst kurtiserer Putin – og dets ledere efterfølgende stiller med hatten i hånden i Washington for at få et gran af indflydelse – så skyldes det i betydelig grad, at Europa har forsømt at investere i egen sikkerhed. Det er der ved at blive lavet om på, ikke mindst fordi Trump og Putin har vækket de europæiske ledere af tornerosesøvnen.
Men Europas geostrategiske svækkelse handler i lige så høj grad om, at kontinentet i årevis har tabt i økonomisk pondus og dermed politisk gennemslagskraft.
Det er nødvendigt at genopfinde det europæiske projekt med EU og dets nærmeste allierede i centrum. I 1980’erne og 90’erne blev det drevet frem af deregulering og skabelsen af det indre marked, mens det i 00’erne og et stykke ind i 10’erne havde udvidelsen mod øst som motor.
De seneste år har det mistet retning og tabt i dynamik. »Vores politiske organisering må tilpasses vores tids eksistentielle krav. Vi europæere må nå frem til en konsensus om, hvad det kræver,« lød det i sidste uge i en tale af Mario Draghi, der tidligere premierminister i Italien og mangeårig chef for den europæiske centralbank.
Mario Draghi er de seneste par år trådt frem som talsmand for en offensiv politik for at styrke europæisk konkurrenceevne. Blandt de greb, Draghi peger på, er en nedbringelse af interne barrierer, som fortsat hæmmer de europæiske markeder, og en storstilet satsning på at opbygge teknologiske vækstlokomotiver.
Det forudsætter øget gældsætning, hvilket er kontroversielt i forhold til flere EU-lande, hvor gælden allerede har nået et bekymrende højt niveau. Men selv i Tyskland, hvis politikere og befolkning sætter sparsommelighed højt, har man indset, at strategiske investeringer i forsvar og infrastruktur er essentielle, hvis vi skal kunne fastholde og udvikle vores livsgrundlag.
Det giver håb om, at vi står ved et vendepunkt, men det haster med at skabe forandring, hvis Europa ikke skal falde uigenkaldeligt bagud med begrædelige følger for vores velstand og sikkerhed.