Konventionerne står for fald – uanset om vi kan lide det eller ej

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Efter Anden Verdenskrigs rædsler var det indlysende, at verden måtte beskytte flygtninge og forfulgte bedre. Millioner af mennesker havde mistet hjem, rettigheder og liv. Efterkrigstidens menneskerettigheds- og flygtningekonventioner var både ædle og nødvendige.

Ingen kunne dengang forestille sig, at de selvsamme konventioner årtier senere ville blive brugt som adgangsbillet til millioner af migrationer gennem hele kontinenter.

Men det er, hvad der er sket. Derfor er Europa under stærk forvandling, og de europæiske befolkninger får i stigende grad nok.

Det har bragt os i en situation, hvor vi ikke længere kan fortsætte med at leve med konventionerne, som de lyder og tolkes nu. Det har regeringen erkendt, det taler de om i SF – og selv dansk politiks grand old man, Bertel Haarder, bakker op i sin kommende bog.

Udfordringen er selvfølgelig, hvordan et liv uden konventioner vil se ud. For det er autokratiske karakterer som Putin, Orbán og Lukasjenko – et selskab vi nødig vil være en del af – der dikterer livet derude, hvor internationale aftaler og konventioner ingen magt har. Vi har en klar interesse i en stærk international retsorden.

Men det er uholdbart, at konventionerne forhindrer nationalstater i at beskytte egne grænser. De spiller en for stor rolle i den masseindvandring, der er ved at ødelægge Europa. Befolkningernes tillid til deres politiske ledere er som konsekvens styrtdykkende.

Den engelske enfant terrible Nigel Farage er favorit til at vinde regeringsmagten på et løfte om at droppe konventionerne helt. Dermed overhaler han den gruppe af lande, som bl.a. Danmark og Italien er med i, der vil ændre på konventionerne. Farage står lige nu til hver tredje stemme. Det er en afsindig udvikling, der viser, hvor utilfreds befolkningen i England er.

I Tyskland får Alternative für Deutschland hver femte stemme efter et årti med rekordstor migration. Og i Sverige – der er hærget af bandekrige og mord – ligger Sverigesdemokraterne samme høje sted.

I Danmark er mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika markant overrepræsenteret i statistikker over kriminalitet, arbejdsløshed, antisemitisme og homofobi. Vi oplever misbrug af offentlige embeder. Udviste kriminelle, der ikke kan udvises. Skoler, hvor læring og dannelse undermineres af elever, der ikke deler fællesskabets normer.

Vi ser hele byer i Europa, hvor loyaliteten til værtslandet er væk. Hvor der leves efter værdier og overbevisninger, der direkte modarbejder landets love, offentlige institutioner, individets frihed og ligestilling. Sådanne parallelsamfund undergraver selve idéen om samfund og nation.

Noget må ske. I sidste ende handler det om vores kultur.

Konventionerne var ædle og rigtige i deres tid. Men de er ikke tidløse. Spørgsmålet er ikke, om de falder, men hvornår og hvordan.

Hvis de europæiske lande går hver sin vej, risikerer vi panik, lukkede grænser og kaos. En samlet europæisk løsning må være den mest bæredygtige. Europas store prøve bliver derfor, om vi kan skabe en ny orden, inden utilfredsheden i befolkningerne for alvor koger over.

Danmark og andre lande skal finde en vej til selv at bestemme, hvem der kommer ind over grænserne og på hvilke vilkår, så vi kan beskytte vores kultur, retsstat og sammenhængskraft – uden at vi samtidig mister den internationale retsorden.