Lad os komme af med Arne og alle de andre rødder

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det danske pensionssystem ligner et patchworktæppe, syet af resterne af partiernes prestigeprojekter. Arne her, senior der og lidt efterløn i hjørnet. Man bliver på samme tid begejstret og bekymret, når Lars Løkke Rasmussen vil rive det hele op og starte forfra.

Ved siden af resterne af efterlønnen er der siden 2019 skabt to andre muligheder for at trække sig før tid. Mette Frederiksens elskede Arne-pension til de nedslidte arbejdere. Det skulle vinde vælgerne tilbage fra Dansk Folkeparti.

Færre valgte DF, ca. 8.000 valgte en Arne-model. Og så seniorpensionen, som godt 30.000 danskere har glæde af efter en lægelig visitation, og som Løkke i øvrigt selv fik skruet sammen, da han var Venstre-statsminister.

For rettidige danskere er det derfor komplekst og forbundet med unødvendigt mange ubekendte at planlægge seniorlivet. Ordningerne er i deres substans væsentligt forskellige, men overlapper alligevel hinanden og bidrager ikke til et trygt og forudsigeligt valg. Det er tre måder at blive forvirret på – dertil kommer samspillet med sine egne pensionsordninger.

Selv om de nuværende ordninger tilsammen udgør et kompliceret system, lader det til at virke nogenlunde efter hensigten, hvis hensigten er, at tidlig tilbagetrækning er til de trængende.

Et farvel til Arne og de andre rødder er ikke desto mindre en nødvendig oprydning. Ikke bare for den enkelte dansker, men også for rationaliteten, der udfordres af krampagtig bevarelse af prestigeprojekter.

Udover at reformere de nuværende ordninger om tilbagetrækning og mindre arbejdstid ønsker Løkke også et opgør med et stift system, hvor de, der har lyst, helbred og overskud til i en eller anden grad at arbejde også efter pensionsalderen, dårligt har mulighed for det.

Mens vi taler meget om at slippe for at arbejde, taler vi mindre om nødvendigheden, lysten og fornøjelsen. Den fornøjelse kan blive svær, når først udbetalingerne af egen pensionsopsparing begynder at rulle. Derfor begejstringen.

En på papiret reformvillig flertalsregering over midten gav ved regeringens start håb om ny, nødvendig luft også på pensionsområdet. Dertil når den ikke, erkender Lars Løkke Rasmussen med sit udspil om at skrotte de nuværende ordninger og erstatte dem med en »deltidspension«, hvor danskerne langsomt kan nedbringe antallet af arbejdstimer mod statslig kompensation.

Det lyder på mange måder dyrt. Dels hvis kompensationen skal være en til en, og dels hvis det samlet vil nedbringe arbejdsudbuddet. Når Løkke siger reformer, siger han ofte det nødvendige på baggrund af en langsigtet analyse, som få andre politikere i dette land enten kan tænke eller tør sige.

Men når visionerne skal udmøntes, bliver resultatet ofte et andet. Uanset hvor nødvendige de kan forekomme, er der lang vej fra de store visioner til handling og til ønsket effekt. Også for reformatoren Løkke.

Strukturreformen har ikke entydigt betydet mere velfærd, måske i højere grad større centralisering, flere akademikere og færre medarbejdere til at møde børnene, de syge og de gamle.

Selv for en regering over midten er det svært at få taget de helt nødvendige opgør, når ingen, og slet ikke Mette Frederiksen, må tabe ansigt. Det bliver ikke i denne omgang – om nogen. Og i hvert fald ikke med så rent et snit, uden partiers hensyn til kernevælgerne. Spørg bare i S om, hvor nas efterlønsgarantien gjorde i 1998. Tæppet vil forblive spraglet. Derfor bekymringen.