Kan de borgerlige byde på andet og mere end billigere kaffe og chokolade?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Et provenu i statskassen på 2,4 mia. kr. om året fortæller en del om danskernes forbrug af kaffe og chokolade. Men når regeringen nu vil bruge lige så mange penge på at fjerne både kaffe- og chokoladeafgift, siger det også en del om, hvad der står på spil før næste folketingsvalg.

Meget kan man røre ved, men ikke den danske hygge.

Tænk blot på afskaffelsen af store bededag. Slaget om en fredagsfridag står stadig ubesejret som den vel nok mest upopulære beslutning, som SVM-regeringen har truffet.

Stort set alt andet er gledet mere eller mindre ubesværet igennem. Ikke alene takket være regeringens flertal, men også grundet den omstændighed, at i Danmark findes der ikke rigtig nogen opposition. Og da slet ikke en borgerlig opposition.

Mange europæiske statsledere må misundeligt se på Mette Frederiksen, som er begunstiget af bred politisk opbakning på de virkeligt vanskelige og vigtige områder: forsvars- og sikkerhedspolitik.

Uden at blinke kan hun love mere støtte til Ukraine og øget oprustning. Ingen vil sige hende imod, for både i Folketinget og i befolkningen er der konsensus om nødvendigheden.

Heller ikke udlændingepolitikken, som tidligere kunne trække dybe kløfter både i og på tværs af partierne, er der nævneværdige uenigheder om. I det hele taget bliver det sværere og sværere at forklare en udenforstående, hvad forskellene i dansk politik egentlig beror på. Og nærmest helt umuligt, hvis der bliver spurgt til, hvad det borgerlige alternativ til den nuværende regering er?

Snart tre år efter at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne fandt sammen, har de borgerlige stadig ikke fundet sammen. Flere tilløb er taget, enkelte forsøg er gjort, men status er, som Venstres formand, Troels Lund Poulsen, udtrykte det på et pressemøde under Venstres sommergruppemøde:

»Når der skal være en ny blå regering på et tidspunkt, så skal den også være regeringsduelig.«

Bemærkningen kom, efter at skiftende borgerlige partiledere har forsøgt at lokke Venstre ud af regeringen med løfter om, at de til gengæld vil pege på Troels Lund Poulsen som statsminister.

Men hvad skal han være statsminister for?

Som Berlingske skrev efter at have overværet et forsøg på at finde fælles borgerligt fodslag på et møde i tænketanken Cepos: »Hvis publikum fik noget billede af borgerlige forskelle med hjem fra forsamlingshuset, så kan det muligvis have været en vag fornemmelse af et hierarki i blokken. Eller i det mindste et billede af en rollefordeling.«

Den 6. september vil lederne af Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti gøre et nyt forsøg, når de har indkaldt til Borgerligt Konvent i Messe C i Fredericia. Ifølge eget udsagn skal der skabes »et positivt alternativ til Mette Frederiksens teknokratiske og værdiforladte SVM-regering«.

Og allerede der bliver det svært.

For nok er Mette Frederiksen blevet udråbt som en mester af krisehåndtering, men forbigås kan det ikke, at Danmark og Vesten står i en stor sikkerhedspolitisk krise, som omfatter både truslen fra Putin og usikkerheden hos den vigtigste alliancepartner USA.

Den kan hverken tilsidesættes eller tales væk med rituelle krav om skattelettelser i en tid, når de fleste godt kan regne ud, at det kommer til at koste mange, mange milliarder kroner at ruste sig.

Har de borgerlige andet og mere at byde på end billigere kaffe og chokolade?