Få nu sat de bomme op, Banedanmark
På trods af to dødsulykker på samme togstrækning inden for kort tid er Banedanmark-bureaukratiet urokkeligt: Der kommer først bomme op i 2027 – det kan umuligt lade sig gøre før. Det er bare ikke godt nok, Banedanmark!
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Folketingsmanden J.K. Lauridsen indskrev sig i den politiske danmarkshistorie, da han for mange, mange år siden blev citeret for at sige, at der kun er én drift, der er stærkere end kønsdriften – nemlig jernbanedriften.
Det er selvfølgelig en herligt kuriøs oneliner, der viser, at den slags også eksisterede uden spindoktorer. Men Je Kå, som han blev kaldt i folkemunde, havde jo ret. Kollektiv trafik er et eviggyldigt samtaleemne på linje med vejret. Dels fordi vi alle er udsat for det, dels fordi vi ikke kan gøre noget ved det.
Der er i hvert fald tilsyneladende ikke noget, der kan rokke Banedanmark i sin planlægning. Ikke engang to ulykker med dødelig udgang på den samme sønderjyske jernbanestrækning inden for kort tid kan ændre på, at de bomme, der lige nu mangler, under ingen omstændigheder kan komme op før 2027.
Mens rednings- og oprydningsarbejdet var i fuld gang efter sammenstødet mellem en gylletransport og et IC3-tog, stod den ansvarlige fra Banedanmark på sit. Man måtte forstå, at der overhovedet ikke kunne fremskyndes noget som helst.
Og bevares, man skal også vare sig for at lyde som stemmefiskende politikere, der kræver alt fra straksopbremsninger til lovpakker og samråd for at virke handlekraftig.
Men alligevel er det svært ikke at undre sig over, at man ikke for længst har fået sat de resterende 38 bomme op rundtom i Danmark. De ubevogtede jernbaneoverskæringer har været et konstant problem i årtier, og det er gået langsommere end selv den sløveste DSB-afgang med at bringe det oplagte problem i orden.
Men det er fristende at påpege, at det er en operation, der for størstedelens vedkommende foregår langt fra Banedanmarks hovedkontor og DSB’s ditto. Man kan ikke helt befri sig for tanken om, at der var sket noget for længst, hvis de overskæringer lå tættere på der, hvor beslutningerne tages.
Og da politikerne i sin tid fik den perlefriske idé at opdele togdriften, så DSB tog sig af kørslen og Banedanmark af det, togene skal køre på, skabte man den perfekte forudsætning for, at man altid kan klandre modparten, hvis noget ikke kører.
Passagererne er sådan set ligeglade med, om det er Banedanmark eller DSB, der er synderen. De har købt en billet til et tog, hvor de forventer at komme frem – sikkert og til tiden.
Der er desværre ikke meget nyt under Solen, når det gælder standarden for den kollektive trafik i Danmark. Sommeren har budt på den tilbagevendende dommedagsdrøftelse af, om Udkantsdanmark i det hele taget skal have togdrift, for »det er jo for dyrt pr. passager«. Lyder det fra de talende Excel-ark.
Debatten tilsættes så den vanlige halvlunkne politiske reaktion, der på den ene side bedyrer, at vi skal have et land i balance, og på den anden ikke rigtig udviser noget, der minder om et konkret bud på, hvordan kollektiv trafik i Danmark skal opretholdes, hvis den skal tages seriøst.
Nogle gange kan man godt blive alvorligt i tvivl om, hvorvidt politikerne vil have kollektiv trafik. Også selv om de bedyrer det. Prioriteringen – og presset for at få ting gjort – virker noget slingrende.
Men der er ingen som helst grund til at tøve med at vække nogen hos Banedanmark: Få sat de bomme op. Nu.
Det er det mindste, I kunne gøre.
Ingen undskyldninger er gode nok til ikke at prioritere de manglende bomme.