Danskerne er sorteringsakrobater i et hysterisk affaldscirkus
Eksperterne kalder den danske affaldssortering dyr og ineffektiv. Der må være en mellemvej.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Man skal ikke have tilbragt sommerferien ret langt syd for grænsen for at konstatere, at det ikke kun er halvt oppustede og hårdt belastede badedyr, der flyder i havene.
Alene sidste år blev der produceret 500 mio. tons ny plastic. Det vurderes, at der i dag er ophobet 9,2 mia. tons plast på kloden, og der er ifølge OECD ingen udsigt til, at det aftager. Tværtimod. I 2060 vil årsproduktionen være tæt på tredoblet, forudser organisationen Global Plastic Outlook.
Set i det lys virker det næsten symbolsk, at vi i Danmark kildesorterer vores affald, herunder plastic, med svingende flid og efter vidt forskellige regler.
At der i vores lille land skal være geografiske forskelle på, om pizzabakken skal sorteres som pap eller restaffald, fordi den har ost i låget, er gak i låget. Især fordi der findes glimrende alternativer til fejlagtig eller helt manglende affaldssortering.
Den nuværende ordning med adskillige fraktioner og bunkevis af (plast)skraldespande er en særdeles dyr måde at hjælpe klimaet på, slår eksperter fast. I stedet kan robotter sortere store dele af vores affald langt mere effektivt og langt mere korrekt, end vi selv formår – eller orker. I flere europæiske lande anvendes optiske sorteringsanlæg og AI-teknologi til at skelne mellem materialer hurtigere og mere korrekt end mennesker.
Når svaret er, at danskerne blot endnu ikke har lært at sortere korrekt, er det opfølgende spørgsmål: »Er danskerne villige til at lære og parate til at handle, hvis det ikke giver mening?«
Mon ikke der er nogen, der engang har smidt en mælkekarton i restaffald? I bybilledet kan man omkring affaldsøerne konstatere, at en del er optaget af sortering. I hvert fald indtil containeren er fyldt, og pappet henkastes på fortovet. Længere rækker viljen så ikke.
Den nuværende affaldsordning er et sjældent resultat af politisk handlekraft for klimaets og miljøets skyld. Klimavalget i 2019 kaldte på handling, svaret blev flere plasticspande, mere bøvl og mere kørsel.
Men virkeligheden har overhalet de gode intentioner. Det har de indset i bl.a. Norge og Holland – lande, der i stigende grad supplerer lokal håndtering med central sortering.
Plast, der har været i kontakt med madrester eller det, der er mere klamt, er uegnet til fødevareemballage, mener EU. Men det betyder vel ikke, at det ikke kan bruges til andet? Nordmændene sorterer fortsat en del i hjemmet, men målet er højere genanvendelseskvalitet – ikke flere beholdere.
Siden 2022 har FN arbejdet for en global aftale om stop for plasticforureningen. Målet var en aftale sidste år, men plasticland er lobbyland, global storpolitik og præget af stærke industrielle og økonomiske interesser. I disse dage forsøger man – langt efter deadline – igen at få en aftale på plads ved INC5.2-forhandlingerne i Genève.
Så bøvlet behøver det ikke være herhjemme. At man alligevel fastholder det nuværende bøvlede, ineffektive og dyre affaldssystem, må være et udtryk for manglende lyst til at køre den politiske forfængelighed til småt brandbart.
Der må være en mere rationel og bedre mellemvej mellem fortalerne for én affaldsspand og det dyre danske sorteringscirkus. Løsningen er ikke skove af symbolspande, men et ærligt opgør med et system, der i dag primært beskytter en industri – og en række halvoffentlige affaldsselskaber med politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer.