Niels Hausgaards ekstremisme bliver heldigvis på scenen

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det store behov for at stemme sin guitar er det mest ekstreme ved Niels Hausgaard, der er på plakaten på Tønder Festival. Alligevel har festivalen, der afvikles sidst på måneden, set sig nødsaget til at indføre retningslinjer for, hvordan man vil håndtere den stigende politisering af festivalerne.

Mest ekstremt blev det på årets Roskilde Festival. Fra Orange Scene inviterede bandet Fontaines D.C. propalæstinensiske aktivister på scenen, og koncerten udviklede sig til den rene fanatisme med budskaber som »From the river to the sea«, »Free Palestine« og såmænd også Grønland, når nu man var i gang.

Det festlige og det frisindede forsvinder fra en festival, når publikum føler sig ekskluderet, hvis de er enige med J.K. Rowling. Harry Potter-forfatteren har bekendt sig til den overbevisning, at der findes to køn i denne verden. Eller hvis man af uransagelige årsager har forvildet sig til en MØ-koncert, og Greta Thunberg, et pludseligt hovednavn, står på scenen og råber om Gaza, klima og om, at mennesker ofres for virksomheders overskud.

Meninger, hvor ekstreme, ensporede og dumme de end forekommer, må man jo gerne have og dele. Men for en nuancerytter, der erkender kompleksiteten og gråzonerne, må det være en stram oplevelse at finde sig selv midt i et sort-hvidt kor af synkronsynsninger. Roskilde, der lader til at være stolt af såkaldte kunstneriske ytringer, definerer i øvrigt ikke sig selv som en festival, men som »en platform, som ønsker at skabe aktiv deltagelse, samtale og dialog blandt unge mennesker«. I hvert fald hvis dialogen begrænser sig til udveksling af identiske holdninger. Det afslørede et stærkt politiseret, venstreorienteret program, hvor man bl.a. kunne tage del i begivenheden ”Afkoloniser din hjerne”.

Heldigvis kan man blive væk, og Roskilde Festival har da også haft problemer med billetsalget. Det er til at forstå.

Med et nyt regelsæt vil Tønder Festival gå i en anden retning end den polariserende. Det skal handle om musikken, tak for det. Festivalledelsen tager afstand fra had og opfordringer til vold mod andre. Kunstnerne har frihed til at synge, sige og synes, hvad de vil, men opfordres der til vold, skal konferencieren understrege, at holdningerne er kunstnerens, ikke festivalens. Flag og bannere er forbudt på koncertpladsen, og dermed er der håb for det publikum, der tager på festival for musikken og det sande fællesskabs skyld.

Hos Smukfest, der for alvor begynder onsdag, er man hændervridende og skriver på sin hjemmeside, der i det omfang, det giver mening, først lugter af tilgangen fra Roskilde:

»Vi ser hver sommer, hvordan artister i skoven fremelsker humanisme, frihed, fællesskab. At de nuancerer vores tanker om alt fra klima og køn til dét at være menneske. Emner, hvor vi måske ikke altid er enige, og hvor kunsten kan samle os på trods af forskelle,« men rammer heldigvis i nærheden af fornuftens stemme fra Tønder:

»Den kunstneriske ytringsfrihed – også om politiske emner – anvendes bedst på Smukfest, når den udtrykker kunstnerens egen holdning uden at kræve af publikum, at de skal mene det samme.«

Det er ikke længere nok med et program for at lave en festival. Arrangørerne finder det nødvendigt at varedeklarere, om festivalen er en omfavnelse af yderliggående, ekskluderende følgagtighed forklædt som aktivisme eller et sted, hvor man kan hygge sig og høre musik. Det er meget rart. Så kan publikum vælge mellem kampplads og koncertplads, og man kan gå fra de koncerter, der udvikler sig til refleksionsfrit medløberi. Selv i fadølståger er det ædrueligt at insistere på nuancer, ytrings- og lyttefrihed.