Er han helt væk, hvis han både er blå og til bænkpres?
Kønnene har aldrig været længere fra hinanden politisk. Alligevel vækker det mest bekymring, når unge mænd stemmer borgerligt – og ikke, når unge kvinder afviser dem for det.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Er det mest bekymrende, når en 23-årig kvinde, der stemmer på Enhedslisten, siger, at hun ikke vil danne par med nogen, der ikke deler hendes politiske værdier om f.eks. udlændingepolitik og ligestilling – for »det siger noget om menneskesyn og moral«?
Eller når en 24-årig mand, der stemmer på Liberal Alliance, svarer, at han aldrig ville være sammen med én med ekstreme holdninger – men derudover fint kan leve med, at hun er mere venstreorienteret end ham?
Det er der statistisk set en risiko for, at hun er. Ifølge lektor og valgforsker ved Aalborg Universitet Ditte Shamshiri-Petersen har unge kvinder og mænd aldrig været mere politisk uenige, end de var ved folketingsvalget i 2022.
De store, gamle midterpartier Socialdemokratiet og Venstre mister opbakning, særligt blandt de unge, hvor kvinderne stemmer mere rødt, mændene mere blåt.
Er det et problem? Ja, i hvert fald hvis den politiske uenighed bliver et filter for, hvem man vil tale eller danne par med.
Der er ikke noget nyt i, at den såkaldte humanistiske venstrefløj prædiker rummelighed og accept, vel at mærke af mennesker med samme selvgode ståsted.
Woke er i sin grundform at være oplyst og tolerant, men er over de seneste år blevet misbrugt af en følgagtig, intolerant vækkelse, der kategorisk inddeler holdninger og mennesker i enten-eller.
Det er utvetydigt godt, at unge danske kvinder i dag er bevidste om deres egne rettigheder og værd i denne verden. Men hvordan den bevidsthed i stigende grad veksles til et politisk ståsted på den yderste venstrefløj og en mere intolerant tilgang til livet, kan undre.
Alligevel emmer debatten om de unge mænd, der stemmer borgerligt, af foragt og bekymring. Det er åbenbart frygtfremkaldende, at nogle unge mænd er blå.
Med konstateringen følger en rituel mistænkeliggørelse og begreber som toksisk manosfære, en incelkultur står forrest på hylden af forklaringer.
Går de unge mænd tilmed op i, hvordan de ser ud og derfor træner, er det åbenbart alarmerende galt.
Derefter følger en elitær, snæver diskussion om, hvordan maskulinitet skal praktiseres i 2025, og hvordan man bedst udfylder sin såkaldte manderolle.
»Mænd græder,« snøfter Tobias Rahim. Andre tørrer øjnene og ser en offentlig debat om deres generation. En debat, der ikke rigtig passer ind i ”Landmand søger kærlighed” eller andre fremstillinger af, hvordan livet leves af de fleste i dette land.
De unge, borgerlige mænd strider mod det medieskabte billede af en ung generation, altopædende optaget af klima, deres egne køn og oprør mod det eksisterende. Det er unge mænd, der smider med maling på museer, der får offentlig taletid, ikke tømmerlærlingen, der passer sin uddannelse, tjener sine egne penge og følger sine egne drømme.
Derfor opfattes den såkaldte »højredrejning«, der i en stadig mere snæver og fattigere virkelighedsopfattelse lugter fælt af fascisme, mandschauvinisme og kolonialisme, så provokerende. Også selv om der i langt, langt de fleste tilfælde er tale om et liberalt, frisindet syn på verden.
Pragmatismen har trange kår, når verden tegnes af dem, der taler højst og mest kategorisk om køn, politik og værdier. I den verden er der mindre plads til nuancer, nysgerrighed og et frisind så rummeligt, at politisk uenighed ikke automatisk bliver en dealbreaker i et parforhold.