Det er både et socialt og kulturelt svigt at lade boligpriserne i de store byer gå amok

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I Barcelona kaster vrede borgere vandballoner mod turister. På Mallorca klistrer protestgrupper bannere op med teksten »Tourists go home!« Og i Venedig må de efterhånden meget få fastboende gå i zigzag mellem cruisegæster, souvenirbutikker og AirBnB-kufferter.

Hvad der engang var levende storbyer, er blevet kulisser uden ægte liv. Ubetalelige for mange af dem, der bor og arbejder der – og reelt forvandlet til museale forlystelsessteder for de velbeslåede lokale og turister. Det er et kulturelt svigt.

København er stærkt på vej i samme retning.

Det burde ikke komme bag på nogen. Inden for de seneste 10 år er kvadratmeterprisen i København steget med næsten 70 pct. Tusindvis af boliger i byens mest attraktive kvarterer er nu spekulationsobjekter og udlejningsejendomme.

Almindelige københavnere – sygeplejersker, pædagoger, buschauffører, akademikere i prekære brancher – skubbes længere og længere ud af byen.

De kan ikke følge med priserne.

Det er et socialt svigt. En by, hvor kun de rigeste og turister har råd til at bo, bliver en død kulisse. Det er mennesker og mangfoldighed, der får en by til at fungere både socialt og praktisk.

Én af motorerne bag udviklingen er udlejningsplatforme som AirBnB. Der er i sig selv intet galt med korttidsudlejning – nogle københavnere må leje ud for overhovedet at have råd til at bo i hovedstaden – men når hele opgange omdannes til små hotelvirksomheder, har vi et problem.

Og det problem kræver handling.

Begræns antallet af dage, man må udleje sin bolig på platforme som AirBnB. Indfør licenser, der kun gives til personer med folkeregisteradresse på stedet. Det gør det vanskeligere for spekulanter at opkøbe boliger med henblik på udlejning. Indfør en grænse for, hvor mange ejendomme én enkelt udlejer må have. Det vil ramme de kommercielle aktører, men ikke den enkelte familie, der udlejer sin bolig i ferierne. Styrk kontrollen med registrering og opkrævning. Det skal ikke være muligt at drive hotelvirksomhed i det skjulte.

Samtidig må vi diskutere konsekvenserne af vores boligpolitik. I dag favoriseres dem, der allerede ejer – og især dem, der ejer meget. Ejendomsopkøb, udlejning og videresalg beskattes mildt eller slet ikke, mens førstegangskøbere kæmper en kamp, de fleste taber. I praksis er det en model, hvor man uden at løfte en finger kan hæve skattefrie gevinster – det skaber store økonomiske og ødelæggende skel i befolkningen.

Vi må meget mere nidkært spørge, hvem vores byer er til for? De er ikke bare mursten og fortove. De er rammer for mennesker, der lever deres liv. Byer falder sammen – både kulturelt og socialt – hvis ikke de rummer levende, legende, arbejdende og handlende mennesker, der har et lokalt liv, hvor man kommer hinanden ved.

Ønsker vi, at København bliver en form for arkitekttegnet Disneyland for kun de velstillede, der allerede har tjent ublu mange penge på boligmarkedet, rige udlændinge, turister og pensionskasser? Eller skal det stadig være en by, hvor børn fødes, og alle slags mennesker lever, arbejder og ældes?

Det kræver politisk mod og langsigtet tænkning at sikre. Den har manglet længe. Velstillede har for længe kunnet tjene millioner af kroner på prisstigninger og udleje.

København er på vej til at blive det næste postkort fra en by, der engang havde ægte liv.