Hvem vil dø for en kogeø?
Nye soldaters motivation er et ekko af en vilje, vi har mistet.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Fredag er det 175 år siden, at Slaget ved Isted blev udkæmpet, og er den konstatering søvndyssende, kan døsen forstyrres af tanken på de soldater, der for sidste gang i Danmarks historie stod over for en nogenlunde jævnbyrdig modstander i form af den tyskorienterede slesvig-holstenske oprørshær.
Slaget ved Isted fandt sted i kampen om Slesvig-Holsten, hvor et udbredt ønske om løsrivelse fra Danmark havde antændt oprøret, og var indtil Vinterkrigen mellem Finland og Sovjetunionen det største slag i Norden. 2.770 danskere blev såret eller taget til fange. 845 mænd mistede livet.
Danmark vandt en kneben sejr, angiveligt på grund af en overlegen moral og disciplin.
Den slags kan man også drømme om i dag, hvor paratheden til at kæmpe for sit land er lav i Europa. Ifølge Alliance of Democracies’ undersøgelse Democracy Perception Index 2025 er kun 41 pct. af europæerne villige til at forsvare deres nation. 48 pct. af danskerne er klar, og endnu værre står det til i de store europæiske nationer, herunder ikke mindst i Tyskland.
Den 27-årige tyske journalist Ole Nymoen har med sin debatbog ”Warum ich niemals für mein Land kämpfen würde” sat ord på graden af uvilje. Han beskriver, hvordan tyskerne ikke har lært at værdsætte frihed, demokrati eller fædreland. Staten, styret af en intellektuel elite, ses mest som et velfærdsinstrument – ikke som et fællesskab, man kæmper for.
Resultatet er en »tom frihed«, hvor individet har rettigheder, men ikke føler noget særligt tilhørsforhold eller ansvar. Man vil ikke kæmpe for skiftende globale alliancer, men for sit lands suverænitet, mener Nymoen, hvis analyser af viljen til at forsvare en tom og værdiforladt skal har skabt stor debat.
I Democracy Perception Index 2025 har man spurgt de 18-55-årige. Forleden spurgte Kristeligt Dagblad sergentelever på Varde Kaserne om, hvorfor de er hoppet i trøjen. De unges svar giver grund til optimisme. Ingen taler om personlig udvikling, men om at være optaget af fædrelandskærlighed, demokrati og ligestilling.
»For mig er det meget et spørgsmål om at beskytte hverdagen,« forklarer en af sergenteleverne og gør på den måde den abstrakte »tomme frihed« meget konkret.
Tonerne fra Hærens Sergentskole er selvsagt ikke repræsentative, men står alligevel i kontrast til den magelighed og fokus på individuelle rettigheder, der har præget nationen og »Alle har ret til et fedt køkken«-generationerne. I årtier har vi kun været svagt belastet af et konkret forhold til trusler og ofre. De tomme frihedsforestillinger har været næret af en kollektiv, traumefri tilværelse.
En moderne, globaliseret virkelighed med fokus på internationale alliancer, individuel velfærd og egne rettigheder lader til at have udhulet den personlige og kollektive vilje til at ofre sig. I det små, men også i det store – for fædrelandet.
H.W. Bissens monument for Slaget ved Isted, den symbolske Istedløve, er kommet hjem til Flensborg Gamle Kirkegård. Tyskland er i dag en ven, en nær allieret. Mindretallene ved grænsen er forbilleder for andre grænseregioner. Værnepligten er netop blevet forlænget og ligestillet. Fra 1. juli indkaldes også kvinder til Forsvarets Dag.
Verden har forandret sig, selv inde i komfortzonen. Der er grund til at takke de unge, der er i trøjen i dag, og de soldater, der for præcis 175 år siden kæmpede det største slag i landets historie. Tilmed med en sejr.