Det er svært at stille en anden diagnose end grådighed

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Vi kender det fra forlystelsesparker og lufthavne: muligheden for at købe sig foran i køen. En særskilt linje til dem, der kan betale ekstra for at slippe for ventetid.

De fleste af os accepterer det med et skævt smil. Det føles lidt akavet, men trods alt også bare underholdning og logistik. Og verden er som bekendt ikke retfærdig.

Men hvad sker der, når samme logik rammer sundhedsvæsenet? Udbredelsen af privathospitaler har for længst gjort det muligt at købe sig foran. Adgang til hjælp, behandling og tryghed afhænger allerede lidt af, hvor meget du har på kontoen – ikke hvor syg du er.

Nu er nogle privatpraktiserende læger – virksomheden Lægerne Danmark – kørt længere ned ad den vej. De har på helt eget initiativ indført mere brugerbetaling i vores sundhedssystem ad bagdøren.

De giver nemlig patienter mulighed for at betale 750 kr. for at få en akuttid hos egen læge samme dag.

Det er nok en overraskelse for mange, at lægerne – som har overenskomst med det offentlige – skulle have tid til den slags. Man skulle næsten tro, at der hverken var lægemangel eller ventelister længere. Men det er der altså.

Hvis lægerne virkelig kan tage flere patienter ind, hvorfor tager de så ikke almindelige patienter? Hvorfor vil de kun tilbyde ekstra tid til dem, der kan betale?

Det ligner ganske enkelt grådighed. Som om læger ikke tjener mere end godt i forvejen.

Spørgsmålet er på alle måder moralsk. Hvis en læge i dagtimerne skal veksle mellem offentlige og private klienter, hvad betyder det så for kvalitet og prioriteringer? Er det dem, der har mest brug for hjælp, eller dem med pengene, der kommer til?

I skrivende stund er det uvist, om det overhovedet er lovligt, at praktiserende læger samtidig driver privat forretning i arbejdstimerne.

Det er under alle omstændigheder en værdimæssig glidebane, der rammer noget grundlæggende i vores kultur. For her er sundhed grundlæggende et fælles ansvar. Når den fælles kø bliver til to – én for dem med penge, én for dem uden – så smuldrer den oplevelse af solidaritet, som vores sundhedssystem bygger på.

Vi lever i forvejen i et samfund, hvor uligheden i sundhed er voksende. Hvor akademikere lever længere end ufaglærte, og hvor adgang til hurtig behandling allerede i dag kan købes eller afhænger af ens evne til at navigere i systemet.

Hvis vi oveni gør betaling til en adgangsbillet til egen læge, forvandler vi for alvor sygdom og sundhed til en økonomisk udfordring.

Der er forskel på at lade markedet styre adgang til forlystelser og charterrejser – og så adgang til lægebehandling. Vi må godt insistere på, at visse ting ikke skal privatiseres uden at være frådende antiliberalister.

Det her handler om selve kerneydelsen i sundhedssystemet: at kunne blive tilset af sin læge.

Det er sådan med markedet, at det ikke flytter ud igen, når det først får fodfæste. Hvis betalingsprincippet først accepteres ét sted, vil det brede sig. Næste skridt bliver akutpladser, operationer, psykiatrisk støtte osv. Til sidst har vi ikke længere et fælles sundhedsvæsen.

Vi har to – ét velfungerende for dem med penge og ét skrantende for dem uden.

Det er ikke det sundhedssystem, vi som samfund har bygget. Og det er ikke det sundhedssystem, som grådige læger egensindigt bør udbygge.