Tillykke, kære AI-studenter – beklager, at jeres dannelse røg lidt i svinget
Det er på høje tid, at uddannelsesverdenen finder sine ben, når det gælder brugen af kunstig intelligens. Den er her, alle bruger den – men hjælpemidlet skal bruges rigtigt og ikke udradere selvstændig tankekraft.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Gaderne er som altid på denne tid af året fulde af glade, unge mennesker med studenterhuer på hovedet. Tre år med studier, afleveringer og eksaminer er overstået. Nu er det tid til fest. Studenterhuen er dem vel undt.
Men årets studenter adskiller sig alligevel fra alle tidligere. De er historiens første AI-studenter. De første, der kan skrive stile, analysere romaner, løse matematik- og fysikproblemer og forfatte historiske essays ved at bede en algoritme gøre det for sig.
De er den første generation, hvor lærer og censor må gætte sig til, om det er eleven selv eller en maskine, der har tænkt og skrevet. Alle ved, at AI er blevet brugt i stor stil på den ene eller anden måde i løbet af gymnasieårene, så hvilke årskarakterer skal eleverne have for deres opgaver og præstation undervejs? Hvordan skal de bedømmes til eksaminerne?
Det er ikke de unges skyld. Det er svært at klandre dem. Det er systemet, der har en udfordring. For skole- og undervisningsverdenen har ikke kunnet følge med AI’s indtog.
Desværre er det ikke kun et spørgsmål om karaktergivning. Når det ikke længere er muligt at vide, om en karakter afspejler selvstændigt arbejde eller vellavet prompt-brug i AI, så er det hele formålet med skolegangen, der er i opløsning.
Det er et farvel til dybdelæsning, skriftlighed, nærvær, tvivl og den nødvendige langsommelighed, som altid har været dannelsens forudsætning. Det er f.eks. nemlig ikke nok, at eleven afleverer noget, der ligner en gennemtænkt analyse. Eleven skal gerne være et menneske, der kan tænke og analysere.
Gymnasiets formål er ikke at producere output, men at lære vores unge mennesker at lære, samarbejde og tænke selv. Det er at forme dem til at blive selvstændige, skabende og reflekterende individer. Den opgave er nu stærkt truet.
Når elever i dag på 12 sekunder kan få en formfuldendt analyse af Karen Blixens “Babettes Gæstebud” med fokus på symbolik og eksistensfilosofi, hvem har så tænkt? Hvem har læst? Hvem har kæmpet med sproget, med meningen og med sig selv? Hvem har diskuteret med klassekammeraterne og lært af dem og selv lært fra sig?
Som samfund står vi med et spørgsmål om kultur. Om ansvar. Om dannelse. Om hvordan vi genopfinder troværdighed og autenticitet i et skolesystem, hvor det ikke længere helt er muligt at høre forskel på stemmen fra et ungt menneske og en maskine med gode manerer.
Skal vi tilbage til papir og blyant? Eller frem til noget, der sikrer, at menneskelig læring og tænkning i forbindelse med brug af AI forbliver en kerneværdi? Nok begge dele. AI er kommet for at blive, så vores unge skal lære at bruge teknologierne kritisk og konstruktivt.
Det kræver dog grundlæggende dannelse at kunne det. Den kan vi ikke erhverve os ved at bruge AI. Den kommer af noget helt andet. Af kamp med os selv. Af diskussioner og debat. Af fordybelse, fejl, tvivl, skriblerier og stædighed. Alt det, algoritmer ikke kan gøre for os.
Opgaven er altså enkel, men enorm: Hvilken plads skal AI have i undervisning, opgaveløsning og eksaminer? Alle gode kræfter må træde til. Det haster langt mere, end vi har lyst til at erkende.
Stort tillykke til årets studenter. Forhåbentlig er I langt klogere, end vi gamle kan frygte. Forhåbentlig har vi ikke nået at svigte jer og jeres dannelse helt.