At kalde Nato-topmødet i Haag historisk er en tand for tidligt
Først når der er sat handling bag planerne om at bruge flere penge på forsvar, kan beslutningerne i Haag vurderes i historiens lange lys.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ordet historisk slides i disse tider. Også i Haag, da de 32 Nato-lande blev enige om – eller rettere næsten enige om – at bruge samlet set 5 pct. af deres bruttonationalprodukt på forsvar og sikkerhed.
Og jo, set i forhold til forgangne års smalhals på forsvarsområdet, så er det historisk. Men ikke helt så meget set i forhold til Natos samlede levetid. Også under Den Kolde Krig blev der brugt betydelige summer på forsvar.
Set både i bakspejlets og fremtidens lange lys tyder meget desværre på, at det er den korte periode fra Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud i 1991 frem til årene lige efter årtusindskiftet, som fortjener prædikatet historisk. Nemlig historisk fredeligt. Måske også historisk naivt.
Tidligere statsminister og generalsekretær for Nato Anders Fogh Rasmussen (V), som selv var eksponent for at række hånden frem mod både Rusland og Putin, mener nu, at Putin hele tiden har haft en plan og i virkeligheden har snydt alle og holdt Vesten for nar.
Sådan kan man konkludere i bagklogskabens noget klarere lys, men det ændrer ikke på de kolde kendsgerninger. Ikke alene i Danmark, men i Nato som sådan blev der skåret ikke bare ind til, men helt ind i benet af Forsvaret.
I lyset af de mange års forsømmelser, som Nato-landene nu skal indhente, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at hele Nato-alliancen bruger 10 gange så meget på militær som Rusland. Ser man på de europæiske Nato-lande alene, så er det næsten fem gange mere, fremgår det af seneste opgørelse fra Sipri.
Et oplagt spørgsmål er: Hvorfor er det ikke nok til at afskrække Rusland? Svaret skal findes flere steder, men et af dem ligger givet i, at Europa bruger langt flere penge end nødvendigt på indkøb. Forsvar har været et stedbarn i EU-samarbejdet med den konsekvens, at EU-landene ikke har arbejdet sammen om indkøb og får mindre for hver euro eller krone, der bruges.
Et andet svar skal findes i det nedslidte forsvar. En stor del af de udgifter, som nu bogføres, skal helt bogstaveligt bruges på at lappe huller.
Da Nato-landene i 2014, samme år som Rusland annekterede Krim, besluttede, at de senest i 2024 skulle bruge 2 pct. af bnp på forsvar, skete det med en klausul om, at 20 pct. af pengene skulle bruges på nyanskaffelser. En lignende klausul er angiveligt ikke hæftet op på den nye aftale. Heller ikke, hvad der kan indregnes under de 1,5 pct. af bnp, der skal anvendes til samfundsrobusthed, står lysende klart.
Allerede inden Nato-mødet var slut, begyndte spillet om, hvordan man mest kreativt enten kan bogføre eller ligefrem undslippe de nye procentkrav, eller hvor lang tid man kan strække den. Først i 2035 skal de være indfriet.
Det er der i demokratier med valg hvert fjerde eller femte år herligt lang tid til. Må man blot minde om, at Danmark var meget tæt på målstregen, før forsvarsudgifterne kom over de 2 pct. af bnp, og det skyldtes bl.a., at nogle af donationerne til Ukraine regnes med.
Annekteringen af Krim i 2014 burde have fået Europa til at vågne, men det skete i givet fald meget langsomt. Nu står vi der igen. Ikke helt enige, men heller ikke helt splittede.
Men det vil være ønskeligt, for ikke at sige nødvendigt, med en fælles analyse, en fælles dedikation og handlekraft, så man hverken tøver eller gør kreative krumspring for at leve op til den fælles forpligtelse. Europa skal kunne forsvare sig selv. Kun hvis det sker, vil beslutningen i Haag leve op til betegnelsen historisk.