Efter Iran-angrebet: Atomvåben er tilbage i det storpolitiske spil

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Lettelsen var stor i 1990’erne efter Sovjetunionens kollaps. Atomnedrustningen blev sat i højt gear, og i øst og vest glædede man sig over formindskede risici og en rundhåndet fredsdividende. Men de seneste år er skrækken for både atomkrig og ukontrolleret spredning af kernevåben vendt tilbage med fornyet styrke.

Det omfattende amerikanske angreb på Irans atomprogram natten til søndag understreger, hvor stor en rolle adgang til atomvåben spiller i global politik anno 2025.

Det er ikke mindst Ruslands krig mod Ukraine, der har aktualiseret spørgsmålet. Siden den begyndte i 2014 har Kreml med jævne mellemrum truet med at bruge sin atomslagstyrke - verdens største - mod Ukraine eller mod vestlige magter, der støtter ukrainerne.

En aftale indgået i de glade dage i 90’ere skulle have garanteret Ukraines selvstændighed, men ryddede i stedet vejen for russisk aggression. Det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994 lovede Ukraine sikkerhedsgarantier indenfor dets daværende grænser i bytte for, at landet afgav atomvåben placeret på dets territorium. Garanter for aftalen var USA, Storbritannien og Rusland.

Kyiv afgav våbnene, men siden har Rusland som bekendt set stort på sine løfter, uden at de andre garanter er skredet ind på effektiv vis.

I tidens anden store konflikt er forbindelsen til atomvåben endnu tydeligere. Det var omdiskuteret inden de seneste angreb præcis, hvor langt Iran var nået med sit atomprogram, men de fleste kunne blive enige om, at det ville have været et mareridtsscenarie for Mellemøsten, hvis de ekstremistiske præster i Teheran havde anskaffet sig kernevåben.

Israel på sin side er for længst en atommagt med anslået 90 sprænghoveder uden i øvrigt at være en del af internationale aftaler om ikkespredning af kernevåben.

Mens spørgsmålet om atomvåben spiller en væsentlig rolle i disse konflikter er flere etablerede atommagter i gang med at modernisere eller udvide deres arsenaler – og det på et tidspunkt, hvor de fleste traktater på området er ryddet af vejen, eller ligger på deres yderste.

Mest energisk med oprustningen er Kina, konstaterede fredsforskningsinstituttet Sipri forleden i 2025-udgaven af sin autoritative årbog om international sikkerhed. ”Kinas atomarsenal vokser hurtigere end noget andet lands,” skrev Sipri.

USA har fortsat verdens næststørste og formentlig mest moderne slagstyrke, men i hvor høj grad man fra amerikansk side er klar til at leve op til sin traditionelle rolle som nuklear bagstopper for Natos europæiske medlemmer er uklart. Det er et bekymrende billede ikke mindst for Europa, der tidligere har kunnet skubbe svære valg i denne sammenhæng fra sig i bevidsthed om, at de store beslutninger blev truffet andetsteds. Den går ikke længere: Der er brug for en stærkere europæisk dimension i atomforsvaret af Vesten.

Realistisk set må en sådan slagstyrke basere sig på Storbritanniens og Frankrigs eksisterende arsenaler, men med en bredere europæisk dimension og nye investeringer særligt i taktiske atomvåben. De skal afskrække Rusland fra at indsætte mindre, kortrækkende atomvåben i Ukraine eller i andre fremtidige konfrontationer. Folkeligt er der stigende forståelse for en sådan kurs, viser meningsmålinger, men europæiske beslutningstagere ridder ikke samme dag, som de sadler - slet ikke når det drejer sig om vanskelige strategiske afgørelser.

Begivenhederne i Iran bør minde alle om, at det haster med at få disse overvejelser, der diskuteres ivrigt blandt fagfolk, udmøntet i militærpolitisk praksis. I en ny atomtid, hvor trusselsbilledet skærpes uophørligt, må mageligheden også her vige for en mere beslutsom kurs.