Hvor mange piger skal ofres for ikke at fornærme nogen?
Berøringsangst og hensyn til minoriteter har kostet uskyldige pigers sikkerhed i Storbritannien. Konklusionen i en rapport er rystende og minder om noget, vi kender i Danmark.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En mørk sag er netop afsluttet i Storbritannien, hvor syv mænd med pakistansk baggrund er blevet dømt for over 50 brutale overgreb mod mindreårige piger.
Forbrydelsens anatomi er desværre velkendt i det britiske, hvor summen af hundredvis af sager har afsløret et omfattende, systematisk misbrug af piger begået af mænd med primært pakistansk og muslimsk baggrund.
Forbrydelserne har overvejende fundet sted i byer med en stor andel af indvandrere, blandt andet i industribyerne omkring Manchester. I Rotherham var hele 64 pct. af de mistænkte i sager om overgreb mod børn af pakistansk oprindelse, selv om de kun udgør 4 pct. af befolkningen.
Hvordan kunne det komme så vidt, har man spurgt, selv om man måske nok kendte svaret, hvis man turde se virkeligheden. Nu er det i hvert fald dokumenteret i den netop offentliggjorte Casey-rapport bestilt af den britiske regering. Premierminister Keir Starmer har haft brug for at afdække alle skyggerne i sagen, ikke mindst efter Elon Musk offentligt kritiserede Starmer for ikke at have gjort nok for at komme problemet til livs, da Labour-lederen var chefanklager.
Det er baronesse Louise Casey, livsvarigt medlem af Overhuset, der har stået i spidsen for undersøgelsen, og hendes konklusioner er så tydelige, at vi heller ikke i Danmark kan sidde dem overhørig:
Et misforstået hensyn til minoriteter, berøringsangst og frygten for at blive beskyldt for racisme gjorde, at myndighederne i vid udstrækning ignorerede overgrebssagerne. Af frygt for øgede spændinger, som kan oversættes til mere bøvl, talte ingen om gerningsmændenes etnicitet, eller hvordan kulturelle normer om f.eks. kvinders rettigheder, seksualitet og formørkede æresbegreber fik lov at trives i visse miljøer.
Hverken myndigheder eller medier var tilstrækkeligt optagede af overgrebsmændenes ophav, og debatten om patriarkalske normer og parallelsamfund blev dermed fortiet. Værst af alt blev der ikke gjort nok for at forhindre lignende sager.
En af Casey-rapportens 12 anbefalinger, som regeringen har lovet, alle vil blive implementeret, er, at politiet fremover skal registrere gerningsmændenes etnicitet i sager om overgreb. Det er et sted at starte, også herhjemme, hvor data i kriminalitetsstatistikkerne ikke i tilstrækkelig grad kan danne grundlag for en oplyst og ærlig debat og – vigtigst af alt – handling.
En sag om gruppevoldtægt begået i Aarhus rejste sidste sommer en fornyet debat om, hvorvidt etnicitet bør nævnes i sager om f.eks. bandevold, overgreb, voldtægter og æresrelateret vold.
Østjyllands Politi oplyste først etniciteten på de tre anholdte mænd for siden at trække i land og beklage. De gruopvækkende sager fra Storbritannien, myndighedernes handlingslammelse, offentlighedens ignorance og Casey-rapportens kortlægning af konsekvenserne kalder på en fortsat diskussion af, hvornår gerningsmænds etnicitet er relevant, ikke bare for efterforskningen af den konkrete sag.
At kunne tale åbent om gerningsmænds ophav og etniske eller kulturelle mønstre bag kriminalitet begået i Danmark stiller krav.
Risikoen for stigmatisering er overhængende. Men det kan ikke være en evig, altovertrumfende undskyldning for hemmelighedskræmmeriet og den evige snak om hårdere straffe og truslen om udvisning. Overdrevet berøringsangst og fortielser er et svigt af ofrene. Også de kommende.