I spidsen for EU: Uventede gæster, en vred præsident og postevand

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Højspændt drama har været en del af dagsordenen, når Danmark har formandskabet for EU. Allerede allerførste gang i 1973 rettede verden øjnene mod København. Europa led under oliekrisen. Og der kom uventet besøg i Bella Center:

»Vi var næsten ved at drukne i olie. Vi fik pludselig besøg af de arabiske udenrigsministre. Det var anmassende,« skrev Danmarks statsminister Anker Jørgensen (S) i sin dagbog.

20 år senere, i 1993, sad en anden socialdemokrat, Poul Nyrup Rasmussen, for bordenden, da EU-landene vedtog de kriterier, der skal til for, at et land kan optages i EU.

Men københavnerkriterierne, som de nu kaldes, vakte dengang ikke megen opmærksomhed.

Det gjorde det til gengæld, da den bosniske præsident, Alija Izetbegovic, indtog podiet i Bella Center, anklagede EU-lederne for at være vidne til folkemord i hans eget land og bad om mere våbenstøtte.

I 2003 stod Anders Fogh Rasmussen (V) i samme konferencecenter og bød 10 nye medlemmer af EU hjerteligt velkommen i familien.

Men så var det også slut med at slå ud med armene i København. Det seneste danske formandskab fra 2012 huskes for at servere postevand til ministermøderne.

Der skete trods alt mere end det, selv om man nok skal være mere end almindeligt EU-interesseret for at kunne begejstres over, at der blev opnået en aftale med Europa-Parlamentet om en pilotfase for projektobligationer.

EU er en kompliceret maskine, hvor selv små skridt tæller, og trakasserier om den enorme lovgivning har det med at tage kræfter fra den store fortælling og det, som var og er hele meningen med EU, nemlig at skabe et frit, fredeligt, stabilt og velstående Europa.

Hvad der var oppe i 1973, 1993 og 2003, smelter nu sammen: Europa er udfordret på energi- og forsyningssikkerhed. Der er krig i Europa. Ukraine har behov for støtte, og en EU-udvidelse er, som det formuleres, en geopolitisk nødvendighed.

Europa er presset. Af Putin. Af Trump. Af Kina. Af migranter og terrortrusler og indre opgør om de fundamentale værdier, som EU er bygget på. Ni lande befinder sig nu i EU’s venteværelse, og et enkelt banker stadig på døren for at komme ind i forkammeret. Et af de lande, som har fået kandidatstatus, er Ukraine.

Det lykkedes ikke for det nu afgående polske formandskab at åbne et eneste kapitel med Ukraine, fordi Ungarn har blokeret. Europaminister Marie Bjerre (V) har tidligere udpeget udvidelse med Ukraine som »en topprioritet for Danmark«.

I det program, som hun lagde frem torsdag, figurerer Ukraine sammen med Moldova og Vestbalkan. På et pressemøde konkretiserede ministeren, at det dækker over Albanien og Montenegro.

Selv om formandskabsprogrammet lanceres med store ord om, at »Europa skal være en global magtfaktor« og »stærkere i en verden af forandring«, så er Danmarks muligheder for selv at tiltrække opmærksomhed begrænset. EU’s model med en permanent ledelse med en formand for ministerrådet og et dedikeret repræsentant for udenrigspolitikken har bidt sig fast.

Det vil ikke være i København, at de store og afgørende beslutninger finder sted i det halve år, hvor Danmark er formand.

Danmark kan stadig sætte en dagsorden på de uformelle møder i Danmark, men det store drama om Ukraine, Europas oprustning og konkurrenceevne udspilles nu i Bruxelles. Men også der ville det være skønt, hvis en dansk minister kunne slå hånden ud og sige: ”Vi har en aftale.”