Det var lige præcis det, verden ikke manglede

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Israels angreb på Iran er ikke nogen decideret overraskelse. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har aldrig lagt skjul på, at han godt ved, hvem der sponserer både Hamas og Hizbollah. Og det er ikke længe siden, at Israel foretog nålestiksagtige angreb på det iranske præstestyres militære ledelse med succes.

Men nu er konflikten eskaleret i omfang. Missilerne flyver mellem de to lande – og det iranske modsvar har denne gang været mere massivt, end den israelske iron dome har kunnet modstå.

Det er en konflikt, som verden i den grad ikke har brug for lige nu. Den fjerner fokus fra krigen i Ukraine – og skriver endnu nye kapitler i den blodige og tilsyneladende endeløse konfliktfortælling om Mellemøsten.

Det er efterhånden ikke at fortænke nogen, hvis de opgiver at følge med i begivenhederne, opgiver at lede efter den løsning, der kan erstatte hævntørst og uforsonlighed med den besindighed og eftergivenhed, som er nødvendig hos alle parter, hvis ødelæggelserne ikke skal fortsætte i al evighed.

Konflikten i Gaza har pustet yderligere til den polariserende uforsonlighed, også i Vesten – primært fordi den udfordrer et klassisk vestligt narrativ om ”de gode” og ”de onde”. Som man kender det fra amerikanske westerns kan vores moralske kompas bedst finde retning, hvis der er nogen, vi entydigt kan holde med – og andre, vi kan fordømme og være imod.

At Israel har valgt at angribe Iran på et tidspunkt, hvor man har hænderne fulde i Gaza – hvor situationen mildest talt er både grum og uoverskueligt uafklaret – kan synes som vanvid. Ganske vist udspringer den bibelske fortælling om David og Goliat fra netop de egne, men selv om Israel er den areal- og befolkningsmæssigt lille i regionen, forhindrer det ikke Netanyahus styre i at spille med musklerne. Ud fra den devise, at kun hårdhed aftvinger respekt.

Israels erklærede bevæggrund for at ramme Iran er mistanken om, at Iran er snublende tæt på at være i stand til at udvikle sit eget atomvåben. En formodning, der bestyrkes af, at Den internationale atomenergikommission har fået sværere og sværere ved at se iranerne i kortene.

Atomvåben har siden 1945 været et ret effektivt våben til, at magtbalancen i verden ikke er kommet ud af takt. Men den afskrækkende effekt ved atomvåben svækkes betragteligt, i takt med at flere og flere lande får dem i arsenalet. Risikoen for at gå fra symbolsk afskrækkelse til konkret anvendelse øges – også i Ukrainekrigen har atomspøgelset været vakt til live. Risikoen for, at et trængt land tyr til anvendelse af det, der forsøgsvist afvæbnende kaldes »taktiske atomvåben«, kan hurtigt blive til virkelighed.

Der er derfor svært at bebrejde Israel, at man ønsker at eliminere den trussel mod landets eksistens, der ligger i de atomvåben, som Iran tilsyneladende er langt i udviklingen af.

Det mest betændte problem er, hvor langt Israel vil gå? Vil man ”nøjes” med at forsøge at smadre Irans atomdrømme – og udrydde den ledelse, der står bag kampen mod Israel i øvrigt? Ingen vil savne præstestyret i Teheran. Eller vil man – som Netanyahu siger – gå skridtet videre og søge at destabilisere Iran så meget, at det kan fremtvinge et regimeskifte?

Det sidste er yderst problematisk. Netanyahu kan spørge sine allierede i Vesten om deres erfaringer med at vælte regimer i regionen. Resultaterne er alt andet end opløftende.