Pelle siger ja til oprustning. Er revolutionen så endegyldigt aflyst?

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Så har man hørt det med. Pelle Dragsted går ind for oprustning!

Jo, verden er i sandhed af lave. Den politiske leder af partiet, der vist stadig på papiret går ind for en eller anden form for revolution i Danmark - hvis vejret ellers er til det - slog på Enhedslistens årsmøde i pinsen til lyd for, at Danmark skal opruste.

Holder man sig til den normale skala for politiske ståsteder, er det et udsagn, der kandiderer til en gul breakingbjælke. For et parti, der har haft nedrustning, atomvåbenfri zoner overalt og ”Vi voksne kan også være bange” og ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her” som identitetspolitisk vekselsang omkring lejrbålet, er det alligevel noget af en melding, at man opfordrer til mere krudt og kugler.

Men der er grænser for nybruddet. Dragsted er naturligvis som princip fortsat imod våbenkapløb og den slags, men mener, at det danske territorialforsvar skal have tilført det, der skal til for at holde fjenden ude. Og her går vi så ud fra, at Dragsteds fjende er den samme som den, alle andre taler om. Putins Rusland.

Engang var det landet, hvor venstrefløjens partitro kammerater under Den Kolde Krig drog på sommerlejr, på klassebevidst partiskole - og i øvrigt talte varmt for. Man drog gladeligt til DDR og hyldede det brunkulssværtede land som mønstereksempel på, at man i Øst kunne alt det, man kunne i Vest. Man kørte gennem landskabet med tunge skyklapper og lukkede øjne for, at det var en kulisse, et fatamorgana, et misfoster.

Og på hjemmebane protesterede man mod oprustning - Vestens, forstås - krydsermissiler og alt det andet galmandsværk, som Vesten provokerede den russiske bjørn med. Lidt ligesom nutidens Putin-verstehere holder hårdt fast i, at Ukraine (og Vesten) selv bærer hovedansvaret for, at der lige nu er en vanvittig, blodig og desværre noget nær uendelig krig i fuld gang i Europa. Det kan godt være, at femtekolonnen har trukket i nye gevandter, men budskabet er det samme. Det er Vestens skyld. Altsammen, må man forstå.

Vås. Vesten tog ganske vist velvilligt og hjerteligt imod de tidligere østblok-lande, der ønskede at komme med i EU og i Nato efter den sovjetiske konkurs. Men ønsket havde de af en grund - bare spørg i de baltiske lande. Og det, de frygtede, er det, der sker nu.

Og det er her, vi er. Belært af historien er vi blevet tilbageholdende med at lave aftaler med despoter. Det tog længe, inden vi for alvor opdagede Putins sande natur. Selv Anders Fogh Rasmussen har erkendt det i sine nylige erindringer. Den tidligere DDR-bürgerin Angela Merkel holdt (for) længe fast i, at det bedste forsvar var samhandel. Den antagelse kostede dyrt, og Europa betaler nu lærepengene - igen.

Naturligvis vakte Pelle Dragsteds udmelding furore på årsmødet. Den gamle betongarde slog sig i tøjret og protesterede mod det, de opfattede som et brandudsalg af alt det, Enhedslisten har stået for. Men ligesom Dragsted tidligere tog kampen op mod den mest venstreorienterede gruppe af de venstreorienterede i det parti, der er et konglomerat af småpartier på venstrefløjen - og vandt, vandt han også kampen om oprustningen. Et stort flertal var enig med partilederen i, at Danmark skal kunne forsvare sig selv.

Man kan spørge, om beslutningen siger noget om sund fornuft - eller om det er et udtryk for en så sammensmeltende konsensus i dansk politik, der efterhånden gør det svært at skelne højre fra venstre på lange stræk. Men bemærkelsesværdig er beslutningen.

Og vi andre kan ånde lettet op: Så er revolutionen nok alligevel et stykke væk ...