Tillykke med Champions League-sejren, Qatar
De absurd mange penge og ikke mindst den uplettede prestige, der er i topfodbold, har gjort sporten til et investeringsobjekt for pengemænd og diktaturstater, der trænger til at få vasket pletterne af.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Min klub, Liverpool F.C., er netop blevet engelsk mester. Det er jeg selvsagt lykkelig for. Jeg må så leve med amerikanske ejere, og at der dårligt nok er en englænder på holdet.
For fodbold har altid, det indrømmer jeg gerne, handlet om store penge, kyniske investorer og slibrige forhandlinger i baglokaler. Alligevel har det smukke spil kunnet være årsag til uforfalsket glæde og passioneret kærlighed, der har sitret i fans og tilskueres kroppe og blod. Men det holder efterhånden hårdt. I hvert fald for mit ellers fodboldelskende hjerte. For fodbold er endt som greenwashing for arabiske diktaturer.
Paris Saint Germain (PSG), der i weekenden vandt sin første Champions League, er siden 2011 ejet af Qatar Sports Investments, der ikke kan adskilles fra den qatarske stat. Qatar har postet milliarder i klubben i jagten på dét trofæ, den nu endelig har vundet.
PSG har i øvrigt også vundet otte af de seneste 10 franske mesterskaber. En kedelig monopolisering er i gang. Dermed følger klubben efter Abu Dhabi-ejede Manchester City, der vandt Champions League i 2023.
Sheikh Mansour bin Zayed Al Nahyan ejer ikke kun den gamle arbejderklub, men også fire mindre europæiske klubber. City har vundet seks af de seneste otte engelske mesterskaber. Kun Liverpool F.C. har formået at slå Mansours hold i England.
En anden arbejderklub i det nordengelske, Newcastle, kom i 2021 i hænderne på en statslig saudisk investeringsfond. Så det er givet kun et spørgsmål om tid, før den klub begynder at blande sig i mesterskabsstriden.
Apropos Saudi-Arabien, så har saudierne de seneste år kastet milliarder efter spillere fra de europæiske ligaer for at få kastet glans over deres egen ørkenturnering. Det har sørgeligt nok tiltrukket store spillere som Cristiano Ronaldo, Karim Benzema, Sadio Mané og Ivan Toney. De sover sikkert godt om natten alligevel.
Åh, gamle Europa! Vi slugte den amerikanske kultur, udflagede vores industriproduktion til Kina, overgav vores energiforsyning til Putin og er nu ved at sælge vores elskede fodbold til arabiske diktatorer.
Vi taler altså om autokratiske lande uden demokrati og ytringsfrihed, hvor politiske systemkritikere, kvinder og homoseksuelle undertrykkes, chikaneres og nogle gange dræbes. Ejeren af Newcastle, Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, stod f.eks. efter alt at dømme bag drabet på journalisten Jamal Khashoggi i 2018.
Fodboldens verdensorganisation, Fifa, bidrager også til derouten. Den holder liv i arven fra OL i Berlin 1936. Linjen er lige derfra over VM i Argentina i 1978 og Rusland 2018 til Qatar 2022. I 2034 er værtsnationen såmænd Saudi-Arabien.
For hver kamp, der spilles, for hvert internationalt arrangement, for hvert rosende ord på podcasts og blogs, for hver klubtrøje i gadebilledet bliver diktaturstaternes menneskefjendskhed noget, vi som publikum bliver mindre og mindre opmærksomme på, mindre bekymrede over, mindre berørt af.
Hvad stiller man op som fodboldelsker? Vi kan jo ikke alle sammen være fans af Bayern München. 75 pct. af klubben er ellers ejet af medlemmerne med Adidas, Audi og Allianz som strategiske partnere. Den konstruktion kan noget. Men man skifter jo som bekendt ikke klub. Jeg krydser fingre for, at min klub aldrig kommer til at blive ejet af en diktaturstat. I så fald er det ikke længere min klub.