Rend os i konventionerne kan være en farlig strategi
Danmark og Italien er frontløbere for et opgør med konventionerne. Men kursen er betænkelig, og det skib, som er sat i søen, risikerer at ende et helt andet sted.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Set udefra ligner stillingen 30:7 til Danmark over 10 år et hæderligt resultat. Set indefra er det syv nederlag for meget, og de er årsagen til, at Danmark sammen med Italien har indledt et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som efter deres mening stækker nationalstatens muligheder for selv at beslutte, hvilke udlændinge der skal udvises.
»Menneskerettighedsdomstolen beskytter de forkerte, og nu må det være nok,« lyder den direkte besked fra statsminister Mette Frederiksen (S) i Berlingske Tidende.
En formulering, der er møntet på kriminelle udlændinge, som ikke kan udvises, men som sandsynligvis vil blive vel modtaget i regimer, der længe har haft et fleksibelt forhold til menneskerettighederne og i deres egne lande har gjort det klart, at ”de forkerte” ikke kan forvente nogen beskyttelse.
Tag blot Tyrkiet eller Rusland, som modsatte sig domme, man ikke var politisk enig i. Ifølge Amnesty International »finder man alle de vigtigste figurer fra den russiske opposition« i de sager, som kørte ved domstolen, før Rusland trak sig i september 2022.
Mette Frederiksen er ikke den første danske statsminister, som spiller på den bane. Da Danmark i 2016 under statsminister Lars Løkke Rasmussen havde formandskabet for Europarådet, var det med en programerklæring om, at »kriminelle udlændinge i videst muligt omfang skal udvises af Danmark. Og vi har rejst en kritisk diskussion af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af konventionen, fordi den i nogle sager har ført til en urimelig situation«.
Efter endt formandskab udlagde den daværende VLAK-regering arbejdet som en sejr, efter at Europarådets 47 lande i København indgik »en banebrydende aftale om, hvordan fremtidens europæiske menneskerettighedssystem skal se ud«, som der stod i en pressemeddelelse fra regeringen. Den blev udsendt den 13. april 2018. Siden da har verden været under stærk forandring – og ikke nødvendigvis til det bedre, når det gælder menneskerettigheder.
Er man i tvivl, vil et blik på afstemningerne i FN’s Menneskerettighedsråd hurtigt kunne afdække, at både menneskerettighederne og fortolkningen af dem er under pres. Kina har brugt sin plads i rådet til at omfortolke menneskerettighederne og gik i 2020 af med sejren, da de omdiskuterede sikkerhedslove i Hongkong var til debat. Linjen i den resolution, som vestlige lande forgæves kæmpede imod, var, at det internationale samfund ikke skal blande sig i en suveræn stats anliggender.
I 2016 blev regeringens udfordring da også mødt med nogen betænkelighed:
»Selv om en række lande i Europa måtte være enige i, at det f.eks. skal være muligt at udvise kriminelle udlændinge, som har en familie, så vil man med en forhandling også risikere et tilbageskridt for menneskerettighederne på andre områder,« lød det fra Jacob Mchangama, direktør for den juridiske tænketank Justitia.
Andre beskrev det som et rent chancespil. Da menneskerettigheder blev til, havde Vesten overtaget. Siden har Vesten tabt flyvehøjde og har ikke fået mere luft under vingerne, efter at også USA bevæger sig over på det hold, som dels omfortolker menneskers rettigheder i eget land, dels kritiserer dommerne for at være politiske.
Og netop heri ligger problemet: Det opgør, som Danmark og Italien er bannerførere for, risikerer at ende et helt andet sted end det, som er i Europas – og individets – interesse.