Bruus virker ikke længere helt ufarlig. Men er det nok til at skræmme ulven?
Ulve, der ikke lader sig skræmme, kan reguleres. Men mere hegn og mindre nidkærhed er det, der for alvor batter.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
»Vi bliver nødt til at gøre noget ved det her problem,« sagde Venstre-leder Troels Lund Poulsen i påsken, da han på en mark ved Varde brød med kutymen og som forsvarsminister udtalte sig om ulveproblemet. Det havde Venstre-lederen ret i, for problemet har alt for længe trukket skind hos Jeppe Bruus (S).
Bruus er blevet kaldt ulveminister, og det navn har refereret til det formelle ansvar, ikke til løsninger eller handlekraft på området. Man kan med statistik håne virkelighedsramte borgeres frygt for ulven. Man kan mene, at ministerier og ministre har deres på det tørre, idet der endnu ikke er spottet en ulv på Slotsholmen, hvor naturen mest er noget, man lever af at snakke om, ikke lever med.
Man kan med rette betvivle millimeterbureaukratiets effektivitet. Man kan argumentere for, at følelser spiller for stor en rolle i den polariserede danske ulvedebat. Men man kan ikke lade være med at tage stilling til de stadig flere ulve i den danske natur og – lejlighedsvis – på jyske villaveje. Slet ikke, når man hedder Jeppe Bruus.
Så med fed symbolsk iscenesættelse var Bruus mandag rejst tæt på Danmarks vestligste punkt for at præsentere regeringens længe ventede handleplan. Også her fra Blåvandshuk og omegn har der været flere observationer af ulve og beretninger om skambid samt drab på får. Siden et ulvekobbel blev spottet på villavejene i Oksbøl i begyndelsen af året, begyndte folk at gå med kniv, når de gik tur med hunden efter mørkets frembrud. Det er et udtryk for en frygt, der ikke forsvinder med gentagne faktuelle argumenter om ulvens – for mennesker – overvejende ufarlige væsen.
Helt ufarlig for ulven virker regeringen dog ikke længere. Første skridt er erkendelsen. Erkendelsen af, at myndighederne ikke har været gearet til en ny virkelighed med flere ulve tættere på husdyr og mennesker. Forvaltningen har været for langsom og for rigid, erkender Bruus. Jyllands-Posten har beskrevet, hvordan få centimeter af et udsnit af et ulvesikret hegn var afgørende for, at en fåreavlers ulvesikrede hegn ikke kunne godkendes som ulvesikkert. Så vidt, så godt med problemforvaltningen.
Hvad problemulve angår, skal der nu mindre til at opnå det prædikat. Den gamle definition blev skabt i 2018, da debatten om ulvens genkomst havde fascinationens præg. Det har hidtil været umuligt at definere en problemulv og derfor umuligt at gøre noget ved. Sådan skal det ikke være i fremtiden, hvis forvaltningen følger forandringen.
Hvad der batter for dem, der skal leve på trods af det stigende antal ulve, er vilkårene for at opsætte ulvesikret hegn. Der afsættes flere midler, hvilket er godt, hvis der samtidig skrues ned for bureaukratiets nidkærhed. Skulle en ulv trodse hegnet, kan den nu nedlægges efter første angreb, som Troels Lund Poulsen foreslog det i april. Det skete med inspiration fra Sverige, hvor debatten er polariseret som herhjemme.
Også hos naboen mod syd er ulven i fremmarch. I 2023 blev der registreret knap 1.300 angreb i Tyskland, og landets nye regering har tænkt sig at handle på EU-Kommissionens ventede nedgradering af ulvens status fra »strengt beskyttet« til »beskyttet«. Også i dette tilfælde vil et samarbejde over grænserne være gavnligt.
Er frygten forsvundet, efter Jeppe Bruus igen har forladt »Hukket« og afleveret regeringens handleplan? Næppe. Til gengæld er den suppleret med bekymringen for, at de nye definitioner og mere lempelige kriterier for regulering vil blive vogtet lige så nidkært og langsommeligt som de gamle.