Lad Nordstream forblive et undersøisk monument over europæisk dårskab
Der er sonderinger i gang om en mulig genetablering af den tysk-russiske gasledning i Østersøen. Et sådant projekt ville demonstrere, at Vesten intet har lært af Ukrainekrigen.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er blevet sagt, at definitionen på vanvid er at gentage den samme operation igen og igen og vente sig et andet udfald. Ideen om at genoplive den forulykkede gasledning Nordstream i Østersøen ville i givet fald bestyrke denne tese.
I september 2022 satte eksplosioner tre ud af fire rør i den tysk-russiske gasledning ud af spillet. Sabotageaktionen blev af mange opfattet som den definitive afslutning på en russisk strategi (undfanget i 1960’erne) om at sikre sig økonomisk gevinst og politisk indflydelse i Vesteuropa gennem storstilet gaseksport.
Men nu, to et halvt år senere, tales der igen så småt om muligheden for at retablere forbindelsen og genoptage eksporten af russisk gas – måske når krigen i Ukraine engang er forbi.
I kredsen omkring præsident Donald Trump har ideen om en genoplivning af Nordstream tilsyneladende sine støtter. Trump-administrationen har allerede lanceret mange sære projekter, og i denne buket af tidsler ville investeringer i et forulykket stykke infrastruktur med tvivlsomme geopolitiske overtoner ikke nødvendigvis stikke voldsomt ud.
For Moskva ville det være et kærkomment geostrategisk comeback, i Tyskland har landets storindustri – der i dag er presset som sjældent før – i årtier været til fals for billig energi uanset ophavet. Og så er der angiveligt amerikanske investorer, som mener at kunne se en business case i at få gassen til igen at flyde fra øst mod vest.
Men uanset om projektet kan regnes hjem eller ej, ville en relancering af Nordstream politisk være et selvmål af gigantiske proportioner og levere et grundskud til perspektivet om et forenet Europa med viljen til at møde den strategiske udfordring fra Moskva.
Nordstream var helt fra sin spæde start i de tidlige 00’ere en dårlig idé, primært drevet af russisk list og tysk grådighed. Nordstream 1 blev indviet i 2011 under deltagelse af en række vestlige honoratiores, herunder Tysklands kansler Angela Merkel og Hollands premierminister Mark Rutte (i dag Natos generalsekretær).
Tre år tidligere havde Rusland med en kortvarig invasion i Georgien sat en fed streg under sin voksende militarisme og ekspansionstrang. Men europæerne ignorerede dette, som de langt henad vejen ignorerede den russiske anneksion af Krim og begyndelsen på krigen i Østukraine i 2014.
Allerede i juni 2015 indgik bl.a. tyske og hollandske selskaber en aftale med den russiske statskoncern Gazprom om konstruktionen af Nordstream 2. Det skete, velvidende at projektet både ville øge Ruslands eksportmuligheder markant og svække ukrainernes forhandlingsposition over for Moskva.
Alligevel blev arbejdet igangsat i 2018, og rørledningen stod klar i 2021, men kom aldrig i drift grundet det russiske storangreb på Ukraine året efter. Den første Trump-administration og flere republikanske toppolitikere advarede på dette tidspunkt mod projektet og introducerede sanktioner, der skulle stoppe det.
Man må håbe, at Washington i dette spørgsmål finder tilbage til sin fornuftige udgangsposition, og at europæiske virksomhedsledere og beslutningstagere formår at sætte langsigtede interesser over kortsigtet gevinst. For det eneste, Nordstream med mening kan bruges til, er at agere undersøisk mindesmærke over en periode af europæisk dårskab, som vi forhåbentlig har lagt bag os.