Sig ”jobcenter” og mærk frygten. Også i fremtiden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Bedst som man i stigende grad frygtede, at Christiansborgs beskæftigelsesindsats mest gik ud på at opfinde så meget internt ævl, kævl og ballade om energiminister Lars Aagaards (M) ævl, kævl og ballade, er der landet en politisk aftale, der handler om at løse et reelt problem.

Det er regeringen, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti, der er blevet enige om en længe ventet, stor og meget kærkommen reform på jobområdet. En reform, der til dels er et opgør med de udskældte jobcentre i kommunerne.

Det kan godt være, at de ikke i sig selv fik så mange mennesker i beskæftigelse, som man kunne forvente, størrelsen og budgettet taget i betragtning. Men alene frygten for at havne som et emne i sagsbehandlernes bunke har sikkert fået flere til selv at holde fast i arbejdsmarkedet.

Reformen er også et opgør med de mange love, bekendtgørelser, vejledninger og kontroller, der ikke blot tynger den ledige, men også har begravet sagsbehandlerne i et omfang, så de ikke har kunnet se den oplagte løsning på et problem, der måske lå ligefor.

Kommunerne fritages for pligten til at drive et jobcenter i sin nuværende form. Der vil stadig være behov for at løse nogle af de opgaver, der i dag ligger hos jobcentrene, og det vil være oplagt, om kommunerne i højere grad samarbejder med private aktører på området. Nogle af dem har succes.

Fremover skal der være 2,7 mia. kr. mindre og 3.000 færre medarbejdere at gøre godt med i landets jobcentre. Dermed er der udsigt til 500.000 færre samtaler med sagsbehandlere, færre kompetenceafklaringsforløb, jobplaner, kortlægning og opfølgning.

Halvdelen af reglerne på området afskaffes, og 9 af 10 sanktioner fjernes.

Meget tid, mange kræfter og megen virketrang er gået tabt i forsøget på at få ledige til at passe ned i nogle af de snævre kasser, som tusindvis af sider med lovgrundlag og vejledninger har skabt.

Det var så jobreformen. Tidligere har lovgrundlaget for ældreområdet og folkeskolen undergået samme nødvendige sanering. Blandt andet er 4.000 bindende mål på folkeskoleområdet reduceret til 215.

Det fælles mål med reformerne er at frisætte kommunerne, så de i fremtiden skal forholde sig til færre regler og bruge krudtet på virkelighedsnære løsninger, der kan mærkes af borgerne.

Man kan så kun håbe, at kommunerne er klar over, hvad de har bedt om, og er i stand til at løfte frihed og ansvar.

Lokale politikere og embedsmænd skal nu i højere grad stikke en finger i jorden for at finde en fornuftig løsning frem for at være optaget af, om man bryder en regel eller glemmer et flueben.

Den nuværende beskæftigelsesindsats er blevet kaldt for verdens dyreste, og selv i perioder med faldende ledighed er udgifterne vokset. Resultatet har både været utilstrækkeligt, uvirksomt og uværdigt.

Flere eksempler peger på, at det har været forbundet med direkte sundhedsfare at blive tilknyttet et jobcenter. At afskaffe et ressourceforløb og fremskridtsfattige samtaler fører ikke i sig selv til en mere værdig behandling.

Når kommunerne i højere grad kan gøre tingene på deres måde, er det ønskværdigt, at fremtidens beskæftigelsesindsats bliver med reelle løsninger, virksomhederne og borgerne i centrum. Ikke systemet.

Det bør være det nye krav, der indføres, nu hvor man fjerner så mange andre.