Hvilken kaffe byder man uventede gæster? Iste og en kold skulder
Med den fremfærd, Trump og hans vicepræsident orkestrerer over for Grønland – og dermed også Danmark – må det være slut med at være eftergivende og diplomatiske.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Endnu en gang kan man med fordel genbesøge barndommens skolegård, når det gælder Donald Trump. Husker du den der irriterende type, der blev ved med at køre på dig i skolegården? Og hvis største sejr det var, når man mistede besindelsen og gav igen eller viste noget som helst, der kunne virke som et svaghedstegn.
Det er den taktik, Mette Frederiksen indtil nu har anvendt over for den amerikanske præsident. Hun ved godt, at han for alvor lugter blod, når man nægter at gå med ham op ad trusselstrappen. Så derfor har alle svar på enhver af Trumps provokerende udtalelser om Grønland været så tæt på intetsigende, som man kan slippe afsted med. En udstrakt arm – vel at mærke ikke en som Elon Musks – pakket ind i høflighedsfraser har været den automatknap, der er trykket på.
På det seneste er der dog skruet lidt op for den højfrekvente diplomatiske støj, når rigsfællesskabets landsmoder har understreget, at enhver passer sit. Med weekendens udmelding om, at fru Vance kommer på besøg i den kommende uge for at se »mindesmærker«, Pituffik Space Base – og overvære et nationalt hundeslædevæddeløb, må det være slut med at være flinkt afvisende.
For det felttog, amerikanerne har sat i værk, blæser på al høflighed og gængs diplomatisk etikette. Her inviterer man bare ikke sig selv. Og slet ikke til noget, der skal ligne et uskyldigt besøg, men hvor man skal være Asger Aamund med mundbind for øjnene for ikke at kunne se, hvad det i virkeligheden handler om. Det er det, som kommentator Lars Trier Mogensen har betegnet som Trumps hybridkrig mod Grønland – og dermed også Danmark. For vi kan lige så godt se det i øjnene: Danmark kommer til at stå op for Grønland mod den amerikanske rethaveriskhed. Og det vil klæde os at smide handsken nu, inden der ruller alt for mange Hercules-fly op på landingsbanen i Nuuk.
Kunne man eventuelt tjekke mobiltelefonerne hos fru Vance og hendes højtstående entourage for at se, om en eller anden har skrevet noget grimt om Grønland? Så kan de jo få samme besked som den franske forsker, der for nylig blev sendt tilbage til Frankrig igen, fordi han havde en hånlig sms om Trump på sin mobil. Eller den sydafrikanske ambassadør, der fik sparket hele vejen hjem til Elon Musks fødeland, fordi han angiveligt »hader Trump«.
Om ikke andet er der god grund til at huske, at fru Vances mand – J.D. blandt venner og fjender – søndag gentog, at Danmark ikke er en god allieret, at vi ikke evner at passe på Grønland – og at hans chef i øvrigt er hamrende ligeglad med, om Danmark, Grønland og resten af Europa hyler og skriger over Trumps tromlende adfærd over for Grønland. Hvis Trump har brug for at tage Grønland, gør han det, lød det fra J.D. Vance i et interview på hofkanalen Fox News.
Burde det ikke være nok til at bede dem om at vende om? Og burde det ikke være nok til, at Mette Frederiksen – og resten af Europa – satte foden ned over for Trump? Og dermed støttede den fungerende landsstyreformand Múte B. Egedes appel om at hjælpe Grønland mod overmagten – en ordlyd, der bragte kedelige mindelser om den ungarske leder Imre Nagys radiotale, mens de sovjetiske tanks rumlede ind i Budapest i 1956.
Det er amerikansk hensynsløshed over for en – viste det sig, godtroende – allieret. Det kan vi ikke sidde overhørigt længere. Vi skal ikke finde os i det. Skulle man overveje at invitere kong Frederik til Sisimiut i weekenden? Han er god til hundeslæder …