Hvor længe skal man fedte for at være med i klubben, Mulle?
Der er 100 pct. diplomatisk tåspids og gode miner til slet spil, når Trump skal håndteres. Enten med decideret smiskeri eller tavshed. Det er pinagtigt at se, for det er dybt gennemskueligt, teaterforestillingen.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Forleden sendte DR filmklassikeren ”Zappa”. Jeg så den ikke. Det var med vilje. Kan være, at det var med den film, Bille August peakede. Men jeg har set den – og set nok. Den bringer alt for mange minder frem om en skoletid, hvor opfordringerne til at ”være med i klubben” indbefattede indtagelsen af for mange skovsnegle.
Uden tvivl har DR’s programplanlæggere haft en fest ved at skemasætte både den og en serie om Julius Cæsar i dage som disse. Nu, hvor det er så populært at motivfortolke alt, der udsendes fra DR-Byen, kunne man jo godt ane det gustne overlæg ved at byde på historien om en diktator og om en underkuet knægt, der måtte æde ikke kun en ulækker skovsnegl, men også sig selv for at komme ud af mobberens farezone.
I hvert fald er det efterhånden mere end trættende at se skiftende statsledere – og forleden Natos generalsekretær – vride sig i kopimøblerne i Det Ovale Værelse, mens mobbekongen Trump og hans lille hjælper J.D. Vance som sidekick byder på en særpræget cocktail af løgnagtigheder, angreb og deciderede trusler. Mens Macron klarede den med et fransk klap på knæet, hev britiske Keir Starmer et brev fra selveste kong Charles frem af inderlommen. Til Trumps udelte begejstring.
Til gengæld lignede Nato-generalsekretær Mark Rutte mest af alt en teenageknægt, der blev opdaget af mor, mens han udforskede sine ædlere dele på sit værelse, da Trump igen talte om Grønland. Rutte viftede afværgende med hænderne – nej, det ville han ikke blande Nato ind i (selv om Grønland er medlem af forsvarsalliancen qua rigsfællesskabet) – og plaprede løs om, at Trump havde helt ret i, at der var en stor udfordring med sikkerheden i Arktis, og at det sørme var godt, at USA kunne hjælpe.
Så er det, man sidder herhjemme under de mølædte rester af den vestlige forsvarsparaply og kan mærke det hele blive gennemblødt. Hvad ligner det at give Trump sådan en trillebold til at tro, at annektering – ja: annektering – af et andet Nato-lands landområde bare ligesom er en helt okay idé?! Man skal ikke lide meget af selektiv hørelse for at høre Ruttes lettere febrilske teflonpande-sælgersnak på andre måder.
Sent fredag slog Mette Frederiksen fast, at hun forventede, at ”andre nationer” respekterer den territoriale integritet, og at ”det burde ikke være nødvendigt at gentage, men Grønland er en del af Kongeriget Danmark”.
Tak. Det har vi ventet på at høre et stykke tid. Klar tale. I stedet for diplomatisk runddans. Hendes udtalelse kom efter, at samtlige grønlandske partiledere sendte et mindst lige så klart signal til Donald Trump om, at han kan glemme alt om at ”overtage” Grønland.
Der er ingen tvivl om, at udtalelserne ikke får Trump til at ryste i bukserne endsige opgive sine planer. Men det er et vigtigt signal til grønlænderne, til indbyggerne i hele Rigsfællesskabet - og for så vidt også til resten af verden: Man skal ikke lade sig kyse af mobberi og trusler.
Nu har det stået på i snart to måneder. Det føles som år. Og skal verden ikke synke hen i apatisk ligegyldighed over for det, der sker, nytter det ikke noget at lege struds, når truslernes eksprestog nærmer sig.
Se til Canada, hvor den nu afgåede premierminister Justin Trudeau ikke har ladet sig tirre af konsekvent at blive tiltalt ”guvernør”, fordi Trump ser landet som kommende del af USA. I stedet har han sagt konsekvent fra. Og alt tyder på, at hans efterfølger, Mark Carney, er om muligt endnu fastere i sit forsvar for Canada.
Vi vil ikke spise skovsneglen, Trump.