Reform til bevarelse af gymnastikvimpler og fnat er fundamental vigtig

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danskerne findes i mange modeller, og der er al mulig grund til at håbe, at den nye, gennemgribende reform af ungdomsuddannelserne vil passe flere bedre. Alt for længe har det klassiske gymnasium været et for selvfølgeligt valg og et lige så automatisk fravalg af alternativerne.

Trods den bevidstløse tilgang har gymnasierne formået at bevare en underlig særstatus, tydeligst med studenterfejringerne, selvom fraværsprocenten forekommer som den matematiske formel, mange studenter mestrer bedst. Der er brug for, at gymnasierne bliver lige så erhvervsrettede som den nye epx, der til gengæld fortjener samme status som stx og hhx.

Det vil sikkert gavne, hvis man i folkeskolens procesorienterede uddannelsesvejledning begyndte at tale om, hvor meget en dygtig håndværker kan tjene på et år, frem for bemærkninger som, ”en håndværksuddannelse kan jo også være fint nok”. Om det hele lykkes, vil tiden vise. Mange forandringer af uddannelsessystemet er faldet til jorden, når de har mødt lærerværelset.

Sikkert er det dog allerede nu, at bevarelsen af efterskolerne og det, at et ændret tilskudssystem gør det muligt for flere unge at få et formende år, er uddannelsesreformens sikreste gevinst.

Det, som mange efterskoler giver de unge, er vigtigere end længe og fås desværre ikke ret mange andre steder, bedrøveligt end ikke i folkeskolen: Christian Kold og Grundtvigs tanker om fællesskab, dannelse og værdsættelsen af noget så hengemt som åndsevner.

Vel forekommer en del, særligt de store efterskoler, i dag mere som kolonier af unge fra den øvre middelklasse, der intensivt kan dyrke golf, sejlads, springgymnastik og skisport. Men på de fleste efterskoler sker det på et fundament af tydelige idealer, en retning og en fælles forpligtelse, som desværre for længst er forduftet fra folkeskolen. På efterskolerne tør man tale om værdier og endnu vigtigere: Man tør stille krav om, at de skal efterleves.

Det høres i den fælles morgensang. Det ses, når teenagedrenge frivilligt trækker i en tætsiddende, farvefrisk opvisningsdragt. Det mærkes, når et forpligtende fællesskab pludselig er den enkeltes ansvar; alt, hvad der rimer på, »fællesskab fødes, når jeg bliver til os«.

På den måde har efterskolerne siden 1800-tallet bidraget betydeligt til den åndelige og demokratiske oprustning, og netop nu, hvor vi som nation og kontinent skal genfinde os selv, er det afgørende vigtigt at bevare de indre forsvarslinjer og gøre dem mere tydelige. »Vi kan slås om det, og vi kan tales ved,« sagde Hal Koch.

Det burde ske i såvel folkeskolen som i ungdomsuddannelserne. Et åndsnedslidt uddannelsessystem kan skelne til det, efterskolerne har gjort for generationer, og som de nu heldigvis og med stor berettigelse kan blive ved med til flere og andre, der ikke før havde chancen. Vel kan man ikke længere bruge efterskoleåret på at hæve det faglige niveau, også her må folkeskolen løfte en større, grundlæggende opgave.

Den åndelige sløvhed er udbredt. Unge som gamle har i årtier haft en indbildt tryghed og dyrket en selviscenesættelse, hvor fnulleret fra overdrevet navlepilleri absolut skal deles med alverden. Men boblen er ikke verden, og de bedste efterskoler kan fremme en kulturel og national identitet og skabe grundlaget for videre dannelse og livsmod. Alt, hvad vi er rundet af, og som skal ruste os, når det virkelig gælder.