DR er den 100-årige, der lader til at være blevet træt af meget, bare ikke af sig selv

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Selv om DR til sidst omsider trak dokumentaren ”Grønlands hvide guld” tilbage og fyrede den ansvarlige chefredaktør, nåede DR alligevel at ramme bunden.

Det voksende arkiv af lavpunkter må efterhånden fylde lige så meget som boligprogrammer og programmer, der handler mere om værter end om indhold.

DR fylder 100 år om lidt, men der er aktuelt ikke meget at juble over. Det vælter frem med skidt i krogene fra den institution, der hvis man for en stund anerkender dets grundlæggende berettigelse, burde have såvel de faglige som økonomiske ressourcer til at leve op til de højeste standarder.

Under ”M” som i ”manglende belæg” ligger flere artikler om, at tusindvis af grønlandske piger og kvinder angiveligt fik opsat en spiral uden samtykke.

Ved ”R” som ”rygter” står ”Spies og morgenbolledamerne”, om hvilken en granskning konkluderede »… ikke lever op til det, man kan forvente af en dokumentar«.

Under ”T” som ”tyndt” en påstand om systematisk sexisme i musikbranchen. Under ”P” som politivold finder man historien om en familie fra Vejle. Var det mon i grunden politiet, der dræbte den 16-årige søn? Nej, han blev heldigvis fundet i Tyskland, og DR måtte fjerne dramatiske sparkelyde fra udsendelsen. Ærgerligt, for de passede jo ellers så fint ind i DR’s udgave af virkeligheden.

Et virkelighedsbillede, der forekommer stadig mere fjernt fra de fleste danskere, som betaler gildet.

Kristeligt Dagblad har afsløret, at DR-ansatte bag en kommende serie med den ildevarslende titel ”Slave af Danmark” har været på flere diversitetskurser. En workshop blev ledet af den såkaldte mangfoldighedskonsulent Joan Rang Christensen.

Hun foragter »hvid sved«, »hvide film« og »hvide feminister«.

Blandt pensum var et essay, hvor underviseren skriver: »Der er så meget, hvide majoritetsdanskere ikke forstår. Og som man med fordel kan undgå at tale med dem om, hvis man ønsker at bevare sin fornuft nogenlunde intakt.«

Monopolets tid er heldigvis forbi, og man er ikke tvunget til at se udsendelsen, hvor man efter sigende ikke omtaler slaver som ”slaver” men som ”slavegjorte”.

Til gengæld er man som skatteborger tvangsindlagt til at betale for både serien, mangfoldighedskonsulenten og bortforklaringerne.

I kraft af sin størrelse og udbredelse på alle platforme har DR en sjælden, men ivrig anvendt mulighed for at lade egne historier fylde sendefladen alle steder. Men den almene forpligtelse til omhu og skelen til grundlæggende publicistiske principper synes fraværende.

Således er danskerne blevet tæppebombet med forskellige vinkler på sager, der hviler på falske præmisser, prætentiøs fremstilling eller slet og ret dårligt journalistisk håndværk, og som efterhånden ligner vellykkede bestræbelser på at ramme en bestemt politisk ideologi.

Og at DR erkender fejl, er lige så sjældent som et klip fra ”Indefra” uden Anders Agger i billedet.

Som 100-årig er DR en endnu mere sær, selvgod og periodevis utilregnelig figur. Lad os få pausefiskene tilbage. Om ikke andet så i DR’s mange chefkontorer, hvor man burde kende den gældende public service-kontrakt, som beskriver, hvad DR skal levere til gengæld for 3,7 mia. kr. af danskernes penge: nemlig at »DR’s nyhedsdækning skal have fokus på kvalitet, væsentlighed og faktatjek«.