Mediernes dommedagsklynk over ombudsmand siger desværre mest om dem selv
Mediechefer hyler op om ny ombudsmand. Den er statslig! Åh nej, gælder retssamfundet også for medier?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Tirsdag i denne uge var nærmest dommedag for det danske demokrati, måtte man forstå i Ekstra Bladet. Her blegnede både Putins og Kinas demokratifjendske regimer i sammenligning med udspillet fra det såkaldte Medieansvarsudvalg under Søren Pinds ledelse.
Udvalget havde ellers fået det demokratisk sindede opdrag at styrke retssikkerheden om medier i Danmark. Medier, også forstået som såkaldte influencere, bloggere og nye medieaktører, som agerer på egne platforme og taler til mange danskere uden nødvendigvis at mestre presseetikkens klassiske dyder.
Blandt forslagene var derfor en ny medieombudsmand. Ombudsmanden skal kunne rejse sager af egen drift, kvalificere debatten om medieetik i Danmark og agere i retssager.
Ifølge Ekstra Bladets chefredaktør er problemet imidlertid, at »medieombudsmanden skal udpeges af et statsligt råd og lønnes af staten – og endnu værre; denne statens forlængede arm skal kunne føre retssager og rejse straffesager mod medierne. Dette bryder fundamentalt med pressefriheden. Og der tilbyder myndighederne en potentiel statslig magtudøvelse, som mange despoter ikke engang har«.
»En ulykke for det danske folkestyre« og et »farligt skridt for demokratiet« skrev Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, mens Politikens Christian Jensen forventeligt formulerede noget lignende.
De forudsigelige reaktioner er en efterhånden rituel debat, der kører fast i samme del af rillen, som det kan ske med en ridset grammofonplade. Alligevel undrer de. Det er, som om mediebosserne forveksler pressefrihed med ansvarsfrihed. Som om de lever i en fjern galakse, hvor borgernes retssikkerhed og nye mediers eksistens er underordnet sammenlignet med deres selvopfundne klichéer om pressefrihedens ukrænkelighed. Som om de befinder sig på en anden planet, hvor tillægsordet ”statslig” er synonym for udemokratisk djævelskab.
En ny ombudsmand udpeges statsligt. Hvilket ikke adskiller sig fra logikken i resten af vores dommerstand og retsvæsen. I sidste ende er det offentligt. Hvad er alternativet? At lade medierne selv udpege? Hvis det var alle andre brancher, som skulle kontrollere sig selv, ville medierne være de første til at påpege problemet.
Desværre lyder det, som om mediebosserne glemmer, at også medier har et juridisk ansvar. Friheden er under ansvar. Pressefriheden er ikke ensbetydende med total immunitet. Medieansvarsudvalget forholder sig endda ikke til de presseetiske regler, som mediebranchen selv både formulerer og håndhæver og netop har opdateret. Et vigtigt sæt fælles spilleregler.
Selvfølgelig skal også medier kunne stilles til ansvar, hvis man bringer injurier, krænker privatlivets fred eller ophavsrettigheder. Det sker indimellem, at virksomheder og ressourcestærke kilder truer med sagsanlæg. Fordi de har råd til det.
En ny ombudsmand gør det lettere for alle danskere at stille medierne til ansvar. Det vil i bedste fald fremme etik, troværdighed og ansvar. Hvilket medierne bør bifalde.
Sammenligningen med udemokratiske lande fremstår latterlig. Despoter udpeger ikke ombudsmænd, de lukker medier og forfølger deres journalister. At være kritisk journalist er i mange andre lande livsfarligt. Overhovedet at drage de paralleller er udtryk for pressens privilegieblindhed. Den største trussel mod mediernes rolle i det danske demokrati er ikke en medieombudsmand. Det er mediernes egen selvretfærdighed.