Diktaturet i Belarus er en advarsel til os alle
Han blev i mange år affærdiget som ”Europas sidste diktator”, men Aleksandr Lukasjenko er kommet på mode.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Engang var han et politisk udskud, isoleret og foragtet, men med tiden er Aleksandr Lukasjenko begyndt at ligne lidt af en rollemodel for en voksende flok af øst- og centraleuropæiske politikere, der går med en autokrat i maven.
Søndag forlængede Lukasjenko sit godt 30-årige abonnement på magten i Belarus, en nation med knap 10 mio. indbyggere, der ligger tættere på os end Nordfrankrig.
Vi behøver ikke kalde det, der foregik, et valg – for der var intet. Lukasjenko fik angiveligt 87 pct. af stemmerne og fortsætter naturligvis i præsidentembedet. Det er det niveau af opbakning, en moderne europæisk diktator finder passende: I marts 2024 tildelte Vladimir Putin sig selv 88 pct. af stemmerne ved det seneste russiske præsidentvalg.
Mange vil huske valget i Belarus i 2020, der efter alt at dømme blev vundet af oppositionens kandidat, Svitlana Tskihkanovskaja, som kun stillede op, fordi hendes mand, oppositionspolitikeren Sergij Tsikhanovskij, var blevet fængslet og forment adgang til valget af Lukasjenko.
At belaruserne er godt trætte af tre årtiers stagnation og politisk diktat, var og er der ingen tvivl om, men magthaverne i Minsk havde ingen planer om at spille efter demokratiske regler. Valget og den efterfølgende massive forfalskning af resultatet blev startskuddet til månedlange heroiske protester, som styret undertrykte i et voldsorgie. Siden har Lukasjenko skruet repressionen op til et uhørt niveau. Der er i dag mindst 1.250 politiske fanger, tortur er udbredt, drab på modstandere af styret forekommer.
Da Lukasjenko kom til magten i Belarus i 1994, var han noget af et særsyn, og de russiske demokrater grinede skævt ad den bondske populist, der slog sig op på udbredt nostalgi for sovjetperioden, ikke mindst i landbefolkningen. Den tidligere direktør for et kollektivbrug lignede ved første øjekast en overlevering fra fortiden, men Lukasjenko viste sig særdeles overlevelsesdygtig og manøvrerede i årevis drevent mellem Moskva og Bruxelles.
Efterhånden er Belarus-modellen blevet noget af en trendsetter. Rusland har under Putin valgt den samme udviklingsvej hen mod diktatur og selvisolation – og andre magthavere skæver interesseret til modellen.
I mellemkrigstiden var en række centraleuropæiske stater styret af stærkt højreorienterede regimer, der på forskellig vis flirtede med fascismen – det gjaldt bl.a. Ungarn, Slovakiet og Rumænien. I Ungarn og Slovakiet er de autokratiske takter – trods folkelig modstand – tiltagende, og i Rumænien vokser risikoen for et bagslag. Hvis driften mod en udvikling a la Minsk fortsætter i disse lande, så ligger der svære beslutninger forude for EU.
I 2020 brændte Lukasjenko endegyldigt broerne til Vesten og er de seneste år i tiltagende grad blevet afhængig af Rusland, der har stationeret militær i landet og bogstaveligt talt brugt det som affyringsrampe under krigen i Ukraine. Dermed er den videre skæbne for Belarus som så ofte før pantsat uden for landets grænser, i Moskva. Kun en ende på Lukasjenko-diktaturet kan give landets indbyggere mulighed for frit at vælge en vej fremad for et demokratisk og uafhængigt Belarus.
Europa skal ikke have nogen illusioner om karakteren af styret i Minsk, men heller ikke glemme, at der trods alt kommer en dag efter Lukasjenko. Vi kan hjælpe med at bringe omvæltningen nærmere ved at støtte landets opposition i eksil og ikke glemme de mange politiske fanger bag diktatorens pigtråd.