Aktiv dødshjælp, hvad er det? Debatten må ikke dø

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Resultatet er ikke overraskende. Det udvalg, som regeringen har bedt om at finde »en dansk model for en værdig død«, foreslår, at der kan udskrives selvmordsmedicin på recept. Pakket ind i andre ord og under visse betingelser, men det ændrer ikke på, at linjen mellem liv og død trækkes et nyt sted, hvis forslaget bliver til virkelighed.

Det kan endnu forhindres, og man må håbe, at både debat og indsigt løfter sig til et nyt leje. For hidtil har det syntes legende let. Et tv-program, en bog, en statsminister, som på en luftig sommerdag lufter tanken om aktiv dødshjælp. På et folkemøde, hvor de fleste er glade, og hvor det ikke ligefrem er store spørgsmål om liv og død, som tynger folkefesten, fortalte Mette Frederiksen (S), at hun godt vidste, at der er etiske argumenter imod. Selv havde hun det anderledes.

Et udvalg med en formand, sognepræst Kathrine Lilleør, som allerede havde taget stilling, et medlem, forfatter Kirsten Jacobsen, som har skrevet bogen, der har flyttet Lars Løkke Rasmussen (M), og et stort interview med regeringens tre partiledere i en tourbus mellem Viborg og Herning. Hvor svært kan det være?

Men det er svært, også sværere end den 38 sider lange rapport, som fredag blev afleveret til sundhedsminister Sophie Løhde, kan rumme.

I hvert fald var det så svært for to medlemmer at se sig selv i udvalget, at de sagde fra undervejs, fordi de ikke »kunne stå på mål for, at udvalget leverer konkrete modeller for dødshjælp«.

Kun ét medlem af de tilbageværende står fast: Janus Tarp, formand for Ulykkespatientforeningen. Formentlig er han også den eneste af udvalgets medlemmer, som personligt har taget livtag med døden og ved, hvad det vil sige at leve på trods. Efter en trafikulykke er han lam fra skuldrene og nedefter og helt afhængig af hjælp fra andre.

Nu frygter han, at netop mennesker i hans situation kan føle sig pressede til at vælge livet fra.

»B-holdet er sådan nogle som mig. Dem, som skal have hjælp. Dem, som vurderes til at have så uværdigt et liv, at det selvfølgelig må være nærliggende for dem at bede om en sprøjte eller nogle piller for at få en ende på problemerne.«

At det kan komme dertil, er ubærligt at tænke på.

For at sige det kort og enkelt, så findes der ikke »en dansk model for en værdig død«. Døden er ikke specielt dansk, og hvor kommer forestillingen fra om, at døden skulle være værdig? Det emmer lidt af en konstruktion, en lille klods, som skal passe ind i et individualiseret fritvalgsvelfærdssamfund, hvor ret fylder mere end pligt.

Så længe sproget er det, som bruges af politikere og djøf’ere, bliver debatten om døden fattigere. Derfor skal der også lyttes til dem, som har erfaring med og ord for det uforståelige.

Udtalelser fra Etisk Råd og Lægeforeningen må trods alt gøre indtryk.

Debatten om aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, som nogen kalder det, kalder på dybere refleksion end et udvalg, som skal facilitere debatten. Ifølge rapporten er det sket ved en debat på folkemødet og en åben postkasse, som har modtaget 92 henvendelser plus de arrangementer, som medlemmerne har deltaget i. Heller ikke de hurtige meningsmålinger giver et nuanceret billede. For ét er at blive ringet op midt i aftensmaden og skulle svare på, om man går ind for aktiv dødshjælp. Noget andet er at stå over for det afgørende valg.

Hvem tør stille sig op og råde et menneske til at afslutte livet?