Ærligt talt: Man kan altså godt trænge til en gibbernakker søndag formiddag

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

For nogen er sundhed blevet en religion. For andre er religion sundhed.

Sådan kan man i hvert fald læse Mads Davidsen, biskop over Fyens Stift, da han først på året var så inspireret af fænomenet ”hvid januar”, at han mente, at folkekirken hele året skulle hoppe med på dillen og erstatte altervinen med saft.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten beskrev Mads Davidsen, hvordan det opleves stadig lettere og mere acceptabelt at fravælge alkoholen i alle mulige sociale sammenhænge. En bevægelse, man kun kan hylde, for alkohol smadrer liv, familier og skæbner. Den berygtede, ekskluderende alkoholkultur er gudskelov på tilbagetog.

Som biskop føler Davidsen åbenbart et særligt ubehag ved at fravælge vin i kirken, for vil præsten tage det personligt, når nu det er biskoppen, der siger nej?

Fra Stauning til Svendborg er biskoppers ledelsesdilemmaer mangfoldige, men man skal passe på med, at man ikke gør egne bekneb til alles problemer. I hvert fald er en bispekirke, heller ikke i dette tilfælde, løsningen, og det kan opfattes som en bekymrende drejning i den retning, når Mads Davidsen netop som biskop plæderer for alkoholfri altergang.

Debatten om gæret eller ikke-gæret druesaft har tidligere delt vandene i menighedsråd og i folkekirken som helhed. Ved et bispemøde i 1976 blev sidstnævnte en mulighed, og valget mellem det ene eller det andet bør ikke begrænses af den hensynsbetændelse, der ellers præger samfundet.

Vinen er et af Bibelens stærkeste symboler og rummer bare lidt af den spiritualitet, den protestantiske kirke ellers er blottet for. Vinen er fredens og evighedens drik og spillede en central rolle i Jesu sidste måltid.

Det er ikke tilfældigt, at det er vingårde og ikke Rynkeby-fabrikkerne, der i Biblen symboliserer en lys fremtid.

Der er al mulig grund til at anerkende dem, der er på vej ud af et alkoholmisbrug, for længst er tørlagt, eller som bare ikke ønsker at drikke. Men man kan forestille sig mange tilfælde, hvor flertallet, også i kirken, må indrette sig efter et fåtal: afskaffelse af oblater af hensyn til glutenallergikere eller dem, der på egne eller sine børns vegne forsager hvidt brød eller importerede varer.

Ved brylluppet i Kana slap vinen op, og Jesus gjorde vand til vin. Der er ingen grund til ved forbud at omgøre det nummer.

Kirken bør være dejlig fri for symbolpolitik og burde, ikke mindst når det drejer sig om et sakramente, stå så fast, at den ikke bøjer sig efter trends, udvanding af traditioner, politisk korrekthed og sundhedsmæssig puritanisme.

Hvis et menighedsråd ønsker, at der skal være alternativer til den traditionelle vin ved nadveren, er det fint.

Man bør blot ikke udelukke de kirkegængere, der finder en dybere mening med traditionel vin, netop fordi den er så teologisk tæt forbundet med Bibelen, eller dem, der simpelt hen bare trænger til lidt at styrke sig på efter en ørkenvandring af en gudstjeneste.

Hvis ikke ordene og opmuntringen i den danske folkekirke kan give tilstrækkelig styrke til at modstå fristelsen for vin, eller det kirkelige samfund ikke magter at skabe et fællesskab, hvor det er acceptabelt at sige nej, bede om kalken med druesaft eller det enkle at sætte en finger over sit bæger, har kirken større problemer at tumle med. Problemer, der er mere kraft end saft i.