Alt for lidt og alt for sent
Den aftale for beredskabet, som regeringen fremlagde i denne uge, virker sært utilstrækkelig i en særdeles urolig tid.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er unægteligt en del at være bekymret over i disse tider, og den plan for et forbedret dansk beredskab, der blev præsenteret i denne uge, får ikke mange til at lægge hovedet tryggere på puden.
De kommunale beredskaber udgør en nøglefunktion i samfundets beredskab. Det er oftest dem, der skal håndtere oversvømmelser, brand og ulykker – og de er stort set væk i den nye aftale. De er i stedet blevet parkeret i de kommende forhandlinger om kommunale budgetter. Så forstår man godt en del af utilfredsheden, for selv om beredskabet er noget, der kommer alle borgere til gavn, vil det altid være tungere at finde penge til end daginstitutioner og ældrepleje.
Formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, er da også klar i mælet: Der er ikke nogen, der har spurgt os, hvad der har været behov for, sagde han til Jyllands-Posten, da aftalen forelå. I stedet går de fleste midler centralt til Beredskabsstyrelsen.
Hvorfor regeringen har glemt – eller overset – de kommunale beredskaber, bliver nok svært at få et ædrueligt svar på. Men det er stærkt bekymrende. Dels at man så ensidigt vælger at lægge ressourcerne centralt, dels at man nærmest går uden om så stor en del af det nære beredskab. Det bringer tvivl om, hvorvidt man er klar over, hvor meget man bør investere i beredskab af enhver art.
Det er ellers ikke, fordi det er noget, nogen er uenige om. Allerede den rapport om udfordringerne for Danmarks sikkerhed, som tidligere ambassadør Michael Zilmer-Johns havde ansvaret for i 2022, pegede på, at man burde se til vores nordlige nabolande for at bringe vores beredskab op på det niveau, der er fornødent nu.
Siden er truslen fra Rusland steget gevaldigt, og de seneste år har også budt på flere klimarelaterede udfordringer, hvor det ikke mindst har været det lokale beredskab, der har været ved pumperne – i mere end én forstand.
Der er en del i den nye aftale, der lyder betryggende – men ikke mere end det, man som minimum kunne forvente, som verden ser ud. Man er i hvert fald ikke overvældet af aftalens storhed, slet ikke i betragtning af, at den efter planen skulle have været i hus inden jul. Så kunne man vel egentlig have håbet, at forsinkelsen skyldtes, at der var noget stort på vej. Det var så ikke tilfældet.
I et ministerium, der fik sin hjemmeside erobret af zombier, og hvor det tog måneder, for man fik et officielt telefonnummer, er hensigtserklæringer, forklædt som aftalepunkter, måske alt, hvad man kan forvente.
Det tegner et billede af et tungt og desorienteret system. Vi nævner i flæng: Skat og Forsvaret, der dels blev rundbarberet og overladt til ubrugelige it-styrelser, dels splittet i styrelsesatomer, så det virker, som om den ene styrelse ikke aner, hvad den anden foretager sig. Ejendomsvurderinger, der klamrer sig som årringe om fortvivlede husejere og indkøbt militærgrej, der enten er behæftet med dyre fejl eller bare er forsinket.
For slet ikke at tale om genåbningen af en nordjysk ammunitionsfabrik, der måske ikke får fremstillet en eneste patron, før Ukrainekrigen er ovre.
Ser vi prisen for trangen til at splitte alting op i styrelser, så man i stedet for enhed får desorganisering og urimelig langsommelighed? Vi må i hvert fald stadig skele til Sverige, Finland og Norge for at se lande, der tager trusler alvorligt – og handler efter dem.
Som borgere vil vi gerne betale for vores sikkerhed – også mere, hvis det er det, der skal til. Men der skal mere end en halvforkølet beredskabsaftale til for at overbevise os.