Frem. Til højre. Samle. Nu ændrer dansen retning
Herbert Kickl kan blive Frihedspartiets første kansler. Bliver han også den sidste, eller har 25 års dans med højrefløjen ført Europa i en ny retning.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ooooog værsgo: Frem. Til højre. Samle.
Som enhver kvinde, der har trådt barneskoene på en danseskole, vil vide, er det svært at orientere sig, når verden drejer 180 grader. Retningen er indrettet efter den, der fører, men lader man sig føre, så bliver frem til tilbage, og højre til venstre.
Nu har dansen med og om Europas højrepartier snart varet 25 år, og med udsigten til, at det parti, som satte det hele i bevægelse, måske danner regering, kunne det være betimeligt at spørge: Hvem fører egentlig hvem?
For ikke alene kan det parti, Frihedspartiet FpÖ i Østrig, som for et kvart århundrede siden udløste sanktioner mod Østrig, nu træde helt ind i de wienerske regeringspaladser. Men samtidig med at Herbert Kickl kridter skoene i Wien, byder Donald Trump højrefløjen op til dans i Mar-a-Lago, mens Elon Musk tager den ind i de sociale mediers saloner.
Da Kickl fik at vide, at han skal forsøge at danne regering, lagde han en erklæring ud på sociale medier: Demokrati. Respekt for forfatningen. Retsstat. Grundlæggende rettigheder. Ytringsfrihed. Frie medier. Kamp mod antisemitisme og et Europa som rum for økonomi, fred og frihed stod der. Ordene fra Østrigs – måske – kommende kansler ligner de ord, hans forgænger måtte skrive under på for at bryde den isolation, som de øvrige EU-lande havde pålagt Østrig. Han måtte underskrive en erklæring på at ville overholde menneskerettighederne for at få ophævet de sanktioner, som de øvrige EU-lande stillede med som svar på, at FpÖ var på vej ind i regering, ikke som kanslerparti, men som regeringsparti under den konservative kansler Wolfgang Schüssel.
Alt det, som Kickl nu skriver, burde være en selvfølgelighed for en demokratisk retsstat i Europa. Man kan spørge, hvorfor det overhovedet er nødvendigt at flage med det? Og hvorfor han selv føler behov for det?
Svaret på det sidste spørgsmål er det mest tankevækkende. For man skal ikke bladre meget i Frihedspartiets nyere historie for at finde eksempler på episoder, som gør det alt andet end trygt at forestille sig fremtiden med FpÖ på kanslerkontoret i Wien. Partiet har plejet endog meget tæt omgang med Putin.
Men FpÖ blev det største parti, da østrigerne i september gik til valg, og det kan præsidenten ikke se bort fra.
Hvis det lykkes for Kinckl at blive kansler, så står Europa over for en ny epoke. Kanslerposten er så at sige kroningen af 25 års forsøg på at holde Europas højrefløj i skak og sætte retningen. Metoderne har vekslet fra at ville holde den ude i strakt arm til at lukke ind i varmen eller til tålt ophold.
Tyskland står vel i dag som den sidste bastion, hvor de gamle og etablerede partier er enige om at holde det yderste højre, Alternativ für Deutschland (AfD), ude. Om bolværket holder, vil valget i februar vise. Måske brydes det ikke nu. Men hvad sker der næste gang?
Man kan spekulere over, hvem der fører eller har ført hvem. Resultatet er ikke som ønsket af de navnlig socialdemokratiske regeringschefer i EU, da de lagde Østrig på is i 2000. Tværtimod er det højre, som de ville bekæmpe, vokset og har vundet indflydelse flere steder i Europa. Det samme den tankegang, især på udlændingepolitikken, som de oprindeligt stod for.
Men nye og langt mere foruroligende uenigheder er brudt frem. Skulle man trække en linje i dag fra Donald Trump via den europæiske højrefløj til Vladimir Putin i Moskva, så er det opgøret med en retsbaseret international orden, herunder de alliancer, EU og Nato, som siden Anden Verdenskrig har stået som garant for fred og stabilitet. Næste vals tegner til at blive svimlende.