Bliver onde kræfter skræmt af Kandis? Næppe, men det hjælper

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Kulturen, både den materielle og den immaterielle, er en grundlæggende forudsætning for et sammenhængende samfund. Vi har fortrængt det i rolige tider og hverken turdet at stå fast eller stå ved. Vi har haft travlt med at definere os selv frem for at lade os definere.

Derfor er det på høje tid, at såvel kongen og endda en socialdemokratisk statsminister nu taler om og refererer til kultur. Socialdemokratiet har de seneste mange år – med Mogens Jensen som undtagelsens enmandshær – overladt netop kulturpolitikken til andre partier, oftest De Radikale og nu Moderaterne. Men Mette Frederiksen har forstået vigtigheden af det kulturelle danske værdifællesskab i en tid, der presser nationen.

Det er alt, hvad der i århundreder gennem generationer samt i historiske op- og nedture er hældt i folkesjælens støbeform. En form så dyb, at det kræver tid at dyrke og udforske, hvad den i grunden består af. Det er sket i hjemmene, foreningslivet, på efterskolerne og på højskolerne, men er i tiltagende grad blevet fladmast af stigende flygtighed og en højhastighedstilværelse med manglende vilje eller evne til at dyrke og dvæle. Dannelsesbegrebet passer ikke ind i folkeskolernes timeplaner. Sociale medier lokker med udenlandske, overfladiske tendenser. Etablerede kulturinstitutioner har leflet for det internationale, som var samarbejdet med et udenlandsk museum noget særligt fint. Wokeismen har også sat sine uklædelige, overfladiske spor, som da et dansk kunstmuseum for nylig præsenterede en ny udstilling ved først og fremmest at fremhæve, at kunstneren er queer og definerer sig som en ”hun”.

Årtiers fornægtelse og fortrængning har fremmedgjort det, vi er rundet og holdt sammen af. Pludselig bliver en bog af Katherine Diez et års store litterære samtaleemne. Pludselig bliver skuespillere ved deres død i flæng udråbt som nationalklenodier, og pludselig føler kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) det nødvendigt at bede Ghita Nørby og Søren Ryge Petersen om hjælp til at vurdere danskernes bud på, hvad der er særlig levende kulturarv. Den slags sidder ikke længere på rygraden, men bliver stadig vigtigere som skjold mod alt det, der truer os.

Anne Barslev vil som ny chef for Den Jyske Opera fokusere på, hvad vi kan herhjemme. Bournonville hyldes endnu, og danske klassikere genudgives. Aros har på det seneste vist Franciska Clausen og Richard Mortensen. Sikkert motiveret af tilskudssystemet spiller store teatre gudskelov stadig danske klassikere. Så i denne sæson kan man opleve ”Jeppe på Bjerget” på såvel Aarhus Teater som i det kongelige. I det hele taget er der brug for, at vi alle vågner op, genfinder og ophøjer det danske. Ikke kun lejlighedsvist ved højtider eller lettere forlorent i en tale, men i hverdagen og i omgangen med os selv og hinanden.

Brian Mikkelsens tid som konservativ kulturminister huskes stadig for den kulturkanon, der skulle styrke kendskabet til national kulturarv og øge forståelsen for de kulturelle værdier. En hjemmeside, der samlede det hele, blev – meget sigende – lukket af efterfølgeren Uffe Elbæk. Det er på tide at støve metoden og bevidstheden af. Men fri os fra smagsdommerne. Den følelse, som anslaget til ”En lille ring af guld” kan vække hos den enkelte, kan være lige så betydningsfuldt som den indsigt i menneskets natur, flergangslæsning af ”Lykke-Per” kan fremkalde.

Tiden kalder på genlæsning, gensyn og genlytning. Kald det (fædrelands)kærlighed.