Danmark spiller på udebanen og skal i kamp med de store

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Uanset om udenrigspolitikken kaldes aktivistisk, pragmatisk eller værdibaseret, gælder samme hovedregel: Man skal kende sine modstandere, deres mål og smertegrænser.

Det får Danmark en enestående chance for de næste to år med pladsen i sikkerhedsrådet. Skåret lidt til er FN i den aktuelle situation med et konfrontatorisk Rusland et af de få steder, hvor de diplomatiske kanaler stadig er åbne.

Siden angrebet på Ukraine for snart tre år siden er Rusland sat uden for flere af de fora, hvor der ud over de formelle snakke ved selve mødebordet også er rum for møder for i korridorer og garderober.

Værdien af dem skal ikke underkendes. Læs blot den tidligere kansler Angela Merkels erindringer, som rummer talrige eksempler på, hvordan problemer er blevet knust over et personligt møde, som fandt sted i randen af et større arrangement.

Naturligvis er det ikke nok at læse modstanderen. Danmark skal også kende sine egne mål. Stå fast, når det er nødvendigt, som det har været og er over for Putin, hvis langsigtede mål er lette at afkode.

Mens kursen over for Rusland har været fast, så har ikke alene Danmark, men Europa som sådan ageret mere famlende over for Kina. Mens kineserne utvivlsomt har investeret rigtig mange kræfter i at lære at afkode Vesten, så har det knebet, når man ser den anden vej.

Pladsen i sikkerhedsrådet giver Danmark mulighed for at lære kineserne bedre at kende. Og det kendskab bør bruges til en klarere analyse af, hvor Kina er på vej hen, og hvor det gavner Danmark at følge med, og hvor det er nødvendigt stå imod.

Gennem de senere år har Kina ikke mindst i FN-systemet optrådt mere selvbevidst og sikret større indflydelse. Ruslands trængsler efter krigen mod Ukraine har kineserne dygtigt udnyttet til at presse Rusland ud i aftaler, som for år tilbage ikke var russisk interesse, og som om føje år kan vise sig fortsat ikke at være det.

Kort sagt risikerer Rusland at betale en høj pris for Kinas støtte.

Det samme gør Danmark og Europa, hvis vi netop ikke investerer kræfter i at kende kineserne. Balancen mellem at stå hårdt op mod Riget i Midten og dets planer om at ændre den internationale orden og at indgå fornuftsbetonede samarbejdsaftaler er hårfin.

FN er gennem årene blevet kritiseret for ikke længere at være demokratiets legeplads. Enkelte har foreslået at vende det ryggen. Den brutale sandhed er imidlertid, at demokrati som styreform er udfordret, og at FN samt de internationale konventioner og aftaler, som er bygget op siden slutningen på Anden Verdenskrig, er den måske sidste rest af et aftalesæt, som i det store og hele bygger på Vestens værdier. En genforhandling ville blive en mildt sagt krævende opgave med et resultat, som ikke er givet til Vestens fordel.

Danmark i 2021 annoncerede sit kandidatur til sikkerhedsrådet med »et ønske om at være brobygger og en stærk stemme for den internationale regelbaserede orden«.

I en tid med øget oprustning er det værd at bemærke, at mange af de aftaler, som regulerede parterne under Den Kolde Krig, enten er opsagte eller ved at udløbe. Om blot et år er der udløbsdato for New Start-aftalen (Strategic Arms Reduction Treaty) mellem Rusland og USA. Siden den oprindelige aftale blev indgået i 1991, er Kina blevet en atommagt.

Spørgsmålet i den sammenhæng er: Hvad tjener Danmark, Europa og verdensfreden bedst? At holde Kina (og Rusland) helt ude i strakt arm eller lægge spor til ordnede forhold?