Mette Frederiksen-dukke spøger endnu. Heldigvis

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Højesteret ventes fredag at tage stilling til, hvorvidt den såkaldte dukkesag fra coronaårene er et spørgsmål om ytringsfrihed eller en sag om dødstrusler mod statsministeren, altså et angreb på den demokratiske samfundsorden.

Under en demonstration i januar 2021 troppede tre mænd op med en mannequindukke, hvorpå der var klistret et print af Mette Frederiksens ansigt.

»Hun må og skal aflives«, stod der bl.a. på maven af dukken, der blev hængt op i en lygtepæl. Der blev også sat ild til den, hvilket de tre mænd ikke havde noget med at gøre.

Mændene blev opsigtsvækkende sigtet efter en paragraf om statskup, hvilket afspejler den tids udbredte proportionsforvrængning af stort og småt. Med en henvisning til ytringsfriheden blev de tre mænd dog frifundet i byretten, mens Østre Landsret senere anså gerningen som en trussel.

Uanset hvordan Højesteret ser på det i sidste instans, er dukkesagen en af coronatidens senfølger, som er værd at huske på, når samfundet udfordres. Den og flere andre sager afslørede en stærkt bekymrende indgrebsiver hos de myndigheder og samfundsinstitutioner, vi må forvente holder sig til lov og ret, nøgterne vurderinger og grundlæggende rettigheder, også når dukker, gader eller hysteriet brænder. Eller verden for den sags skyld.

Coronatiden var en tid præget af stærke følelser og polarisering. Hvad det angår, er vi ikke kommet videre, og med nye ude- og indefrakommende trusler, er der berettiget grund til bekymring for tilbagefald blandt panikramte beslutningstagere og anspændte myndigheder. Fremmede statsmagter og techgiganter hører til det håndgribelige. Læg dertil, hvordan krænkelseshysteri, radikalisering af enhver art, kønsdebat og cancel-kultur kan føre til bid i overlæben, selvom debatten skriger på flere facetter.

Indskrænkelserne i ytringsfriheden sker også på det lovgivende plan, påpeger bl.a. Justitia. I den uafhængige juridiske tænketanks netop offentliggjorte statusrapport om retssikkerhed i 2024 minder man om tegn på skred:

Udover dukkesagen peger Justitia oplagt på forbuddet mod utilbørlig behandling af skrifter af væsentlig religiøs betydning, også kendt som koranloven, som en indskrænkende og uklar lov.

I 2023 fastslog Højesteret, at det ikke var strafbart at flage med fremmede nationers flag. Halvandet år efter reagerede regeringen med et nyt forslag, der tillader flagning med f.eks. FN, Nato- og regnbueflag, men hvis stangen er høj nok ikke flag fra andre nationer end de nordiske. De nye regler trådte i kraft nytårsaften.

Isoleret set er det måske små skridt, men tilsammen tegner de et dunkelt billede af, at ytringsfriheden i stigende grad bliver genstand for overvejelser, bekymringer og analyser. Det er med andre ord blevet mere ugennemskueligt, hvad der er op og ned på den frihedsrettighed, der burde være mest i vater.

På den måde fodres selvcensuren. Ifølge Institut for Menneskerettigheder afholder omkring hver tredje dansker sig fra at dele sine meninger i de sociale mediers kommentarspor. Med blik for det faktaresistente debatniveau i disse fora kan man ikke fortænke dem i det. Men instituttet peger også på det langt mere alvorlige: at alene frygten for at overtræde lovgivningen er en mulig årsag til selvcensur.

Ytringsfrihed er noget bøvl, og det er forståeligt, hvis man ikke orker at bruge den. Men det må aldrig blive et spørgsmål om, hvorvidt man tør og tier af frygt for at overtræde en stadig mere uklar lovgivning, som bunder i værdipolitik, men som i bekymrende grad indfører skønsvurderinger af et grundlæggende frihedsideal og -vilkår.