Ægte håb skaber livskraft og handling. Derfor er håb faktisk en fremragende strategi

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det har været et mærkeligt år. Statsministeren synes, vi har en mærkelig regering. Værre er det med alt det mærkelige, der sker ude i verden. Krige, politiske kriser og vanvittige statsledere, der blæser på al anstændighed og demokratiske grundværdier. Ja, vi kunne blive ved.

Prøv engang at mærke efter i hjertet, hvilket af to følgende udsagn der dræner, og hvilket der giver dig livsmod i en mørk tid: Det første lyder: Håb er ikke en strategi. Det andet lyder: Vi skal hugge håbets sten ud af fortvivlelsens bjerg.

Det første er sagt af en bureaukrat under coronakrisen, statsministerens departementschef, Barbara Bertelsen. Mette Frederiksen gentog det senere på et pressemøde. Vi lagde os udkørte på sofaen, for Bertelsen og Frederiksen satte ikke ord på håbet, men negligerede dets betydning. Garanteret i den bedste mening, men det lod frygten stå alene.

Det andet citat er sagt af menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther King. Det håbefulde udsagn gav i 1960’erne millioner af undertrykte og diskriminerede overalt i verden modet til at kæmpe for et bedre og mere værdigt liv. Når vi nænsomt får blikket drejet mod håbets sten i fortvivlelsens bjerg, kan vi pludselig mærke de kræfter, der får os til at løfte blikket og rette ryggen. Håb lyser op i mørket og afføder mod og konkret handling. Vi finder sprækker af udveje.

Mennesket har altid været spændt ud mellem frygt og håb. Fjerner vi håbet fra mennesker, er der intet liv, ingen retning og ingen handling. Det sidste, man må tage fra et menneske – og et samfund – er håbet. Efter et år, der flyder over med bekymrende begivenheder, er den vigtigste politiske opgave at pege på håbet. Grave det frem, hugge det ud af bjerget og nære det, så håbets styrke kan triumfere over fortvivlelsens sortsyn. Det samme gælder i vores egne små liv. Her skal vi også finde håbet og pege på det. Tager man håbet fra børn og unge, visner de. Det er livsfarligt. Derfor er det sandt, som jeg læste et sted, at vi ikke skal lade os lamme af klimakrisen, men i stedet synge ”Dejlig er Jorden”. Med blik for den dejlige jord næres håbet om, at vi kan finde en vej ud af problemerne, som vi har gjort så mange andre gange før i historien. Pest, naturkatastrofer og krige er blevet overvundet, for alle storme lægger sig.

Vi har altid et valg, når vi stiller frygt og håb over for hinanden. Begge dele skal ses direkte i øjnene. Men ser vi kun problemer, går vi i stå. Husk derfor altid at se ud ad vinduet eller at gå en tur under den smukke stjernehimmel, når du igen igen lammes af dagens nyheder. Her er der sjældent plads til håbet, så det må vi selv grave frem.

Håb er den tillidsfulde forventning om, at noget glædeligt vil indtræffe. At livet er livet værd. Psykologen Viktor Frankl, der sad i koncentrationslejr i Auschwitz og mistede det meste af sin familie, påpegede, at de håbefulde klarer sig markant bedre i fangelejre, under sygdom og umulige levevilkår. For håbet giver livet mening.

Så lad os se på noget af det, der kan nære vores håb i en mørk tid: Færre sulter. Børnedødeligheden er raslet ned. Læsefærdighederne tordner i vejret på verdensplan. Antallet af ofre for krig og terror falder år for år. Udviklingen af ren teknologi kører på fuld fart. Og stadigt mere af Jordens overflade udlægges som fredet natur.

Ingen af os kan gøre store ting alene. Men vi kan gøre små ting med stor kærlighed, når vi fastholder håbet. Og store ting er altid begyndt i det små. Håb er ankeret, der holder os fast i livet, når frygten truer. Derfor er håb faktisk en fremragende strategi.