Mens Støjberg satser på, at tale er sølv, og tavshed er guld, satser Messerschmidt på, at guldet lander hos den, der råber højest

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

På Christiansborg ved enhver, at hvis man skal fange mediernes interesse, skal man sige noget dumt, frækt eller sjovt. Og mange har den følelse, at hvis man ikke kan se sig selv i medierne næsten hver dag, så lever man egentlig ikke. Derfor siges der en del dumt, frækt – og ind imellem en smule sjovt. Retorikken bliver stadig skarpere, og gennem larmen kan det være vanskeligt at høre, hvad partiernes sammenhængende vision for samfundsudviklingen egentlig er. Men alle partier lægger grundige og dyre kommunikationsstrategier, for der er meget på spil, når vælgernes gunst skal vindes.

To af de hårdest konkurrerende partier har valgt helt forskellige kommunikationsstrategier. Det drejer sig om Dansk Folkeparti og partiet Inger Støjberg. De appellerer til de samme vælgere, men på helt forskellig vis. Spørgsmålet er, hvem der ler sidst og bedst. Om det er tale eller tavshed, der leder til guldet: vælgernes stemmer.

Messerschmidt og co. skyder konstant og grænsesøgende med haglgevær, så ørerne er ved at falde af. Støjberg er stille som en jæger, der ligger på lur og trækker kun gevær, når hun kan ramme plet. Hvilket hun har en udpræget sans for. Hun affyrer sine salutter meget sjældent, til gengæld bruger hun enkle ørehængere, som vælgerne husker.

Et par eksempler. Dansk Folkeparti går lige til grænsen, når det gælder manipulation ved hjælp af kunstig intelligens, og når de citerer andre. De holder sig ikke tilbage for at bruge billeder af statsminister Mette Frederiksen, hvor de lægger ord i munden på hende, hun aldrig har sagt. Eller senest citerer navngivne forskere på en måde, der får forskerne til at overveje sagsanlæg.

DF har på de sociale medier lagt citater op, der giver indtryk af, at forsvarsanalytiker Jacob Kaarsbo og professor Ole Wæver bakker op om DF’s flirt med Putin og opfordring til en fredsløsning. Citaterne er dybt misvisende, taget ud af sammenhæng og kommer til at give udtryk for det stik modsatte af, hvad forskerne egentlig mener.

Thomas Pallesen, der underviser i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener forskerne har en god sag, hvis de går til domstolene. Men DF’s rationale synes at være, at går den, så går den. Der skal larmes med budskaber, der høres og citeres igen og igen, om sandheden så skal gradbøjes nok så meget. Se os, hør os!

Helt omvendt forholder det sig med partiet Inger Støjberg. Her er der stort set radiotavshed. Til gengæld vågner man med et sæt, når Støjberg åbner munden med sine effektive budskaber. Hvem husker ikke begrebet barnebrude? Og for nylig har hun bragt det mindeværdige budskab, at vi ikke skal have ”jernmarker” i Danmark, store områder plastret til med solfangere.

Budskaberne går rent igennem, præcisionsskydningen rammer os lige i hjertet. Og imellem pletskuddene er der tavshed. Støjberg har lyttet til de gamle, der ikke kendte til kommunikationseksperter. Dengang i 1960’erne lød der andre toner på Christiansborgs gange: Vil du frem i politik, så sig så lidt som muligt. Og kun, hvis der er noget, du er imod. Sig aldrig, hvad du gerne vil ændre, for så får du modstandere.

Lige nu går både DF og Støjberg svagt frem i meningsmålingerne. Men om det er tale eller tavshed, der viser sig at bringe guldet i hus, ved vi først ved næste valg. Messerschmidts haglgevær rummer risikoen for at ramme totalt forbi skiven. Støjbergs præcisionsskydning bliver udfordret, når hun på et tidspunkt bliver afkrævet svar på alt det, som politikere også skal kunne svare på. For politik er heldigvis andet og mere end det, vi alle kan forarges over.